Politi sigter region for mangelfulde undersøgelser

Politiet har valgt at rejse sigtelse mod Region Sjælland og en stribe ledende medarbejdere - hvem og hvor mange, vil myndigheden ikke ud med

Er du sigtet i sagen, eller har den mangelfulde patienthåndtering haft indflydelse på din sundhed, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk.

Region Sjælland og en række ledende medarbejdere er blevet sigtet af politiet for at overtræde straffeloven og autorisationsloven.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Regionen og medarbejderne er sigtet i forbindelse med en mulig mangelfuld håndtering af patienter, som var henvist til undersøgelser på Ringsted Sygehus grundet mistanke om brystkræft.

- Vi har slået til i dag på baggrund af en anmeldelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, siger politiinspektør ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver, til Ekstra Bladet.

Han vil ikke oplyse, hvor mange der er sigtet i sagen eller hvilke embeder de pågældende har eller har haft i regionen:

- Vi kan ikke gå nærmere ind i, hvad det er. Det, vi har skrevet, er det, vi synes, vi kan tillade os at sige på nuværende tidspunkt. Nu har vi sigtet dem og foretaget en række ransagninger, og så skal vi i gang med at gennemgå alt det materiale, siger siger Kim Kliver.

Ransagninger
Som led i efterforskningen har politiet ransaget en række kontorer flere forskellige steder på Sjælland, og myndigheden har nu indhentet en del materiale, som skal gennemgås nærmere blandt andet med hjælp fra lægefaglige eksperter. Den gennemgang skal hjælpe med at vurdere sagens beviser og afgøre, om der eventuelt skal ske nærmere efterforskning fra politiets side.

I sidste uge kom det frem, at over 300 brystkræftramte kvinder kan have fået en mangelfuld undersøgelse på Ringsted Sygehus i perioden 2013-2017.

Se også: 300 brystkræftramte kvinder kan være undersøgt mangelfuldt

Skandalen på sygehuset førte i februar i år til, at den daværende sygehusdirektør Vagn Bach blev fyret. På et møde med regionen havde han redegjort for forløbet omkring de mangelfulde undersøgelser, men han endte altså med at miste jobbet på baggrund af sagen.

Se også: Sygehusdirektør fyret efter skandale

I Jyllands-Posten er det kommet frem, at Ringsted Sygehus for at 'spare lægetimer og undersøgelsestid' undlod at give hundredvis af kvinder med mistanke om brystkræft den undersøgelse, som de havde krav på.

Overlæge slog alarm
Det var en overlæge på Ringsted Sygehus, som slog alarm og kontaktede myndighederne i sagen.

Selv efter at fejlen var opdaget, haltede håndteringen af situationen på Ringsted Sygehus. Styrelsen for Patientsikkerhed har kritiseret sygehuset for at nøle med genindkaldelserne.

Oven på sigtelserne klapper Styrelsen for Patientsikkerhed totalt i. Man afviser over for Ekstra Bladet at kommentere sagen under henvisning til politiets efterforskning, da man nu er part i sagen.

De er ikke sigtet
Region Sjælland bekræfter i en pressemeddelelse at være sigtet i sagen:

- Jeg kan bekræfte, at Region Sjælland er sigtet for forhold på Ringsted Sygehus i perioden 2013 til 2017. Vi ønsker at samarbejde og bidrage så meget som muligt til politiets undersøgelser. Da regionen er sigtet, har vi ikke yderligere kommentarer, mens politiets undersøgelser pågår, siger Per Bennetsen, administrerende direktør i Region Sjælland.

Ifølge regionsrådsformand i regionen, Heino Knudsen, har man i kølvandet af skandalen allerede taget flere skridt for at rette op

- Jeg ønsker ikke at kommentere på politiets undersøgelse. Det, jeg kan sige, er, at vi fra politisk side har taget hånd om sagen, der foregik frem til 2017. Det har vi gjort ved at vedtage en syvpunktsplan, som sikrer, at der bliver taget hånd om de berørte kvinder, og at kvaliteten i dag er, som den skal være, siger han.

Ifølge regionen er der 'ikke rejst direkte sigtelser mod medlemmer af regionsrådet eller regionens direktion'.

Antallet af kvinder, som kan have fået en mangelfuld undersøgelse på Ringsted Sygehus, er oppe på 304. Kvinderne har alle fået konstateret brystkræft, som måske kunne have været opdaget tidligere.

Tallet stammer fra en gennemgang af kvindernes journaler. I alt er flere tusinde kvinders oplysninger blevet undersøgt i sagen om de muligt mangelfulde undersøgelser på Ringsted Sygehus i perioden 2013-2017.

Er du sigtet i sagen, eller har den mangelfulde patienthåndtering haft indflydelse på din sundhed, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere