Politi slår til i dansk havn: Ni udlændinge lå skjult i lastbiler

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt ni yngre albanere, som forsøgte at komme illegalt med DFDS-færge

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Ni albanere er i løbet af lørdag og søndag blevet anholdt på havnen i Esbjerg, efter at de har forsøgt at komme illegalt med DFDS-godsfærgen til England.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.

De ni havde forsøgt at skjule sig i lastbiler på det indhegnede terminalområde, hvor de havde sneget sig ind.

Alle ni er yngre mænd, og de er blevet sigtet for husfredskrænkelse. De er nu tilbageholdt af politiet, og det er planen, at de skal udvises med indrejseforbud fra Danmark, oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Det er ikke første gang, at politiet støder på personer, der har opholdt sig ulovligt på havnen i Esbjerg. Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at i alt 54 personer i løbet af 2019 er blevet anholdt. Og politiet har siden 2015 været bekendt med, at personer har forsøgt at komme illegalt til England fra havnen i Esbjerg.

Politiet oplyser i pressemeddelelsen, at der i perioder har været udsving i antallet af anholdte, men at man er opmærksom på problemet. Derfor samarbejder politiet både med DFDS og med Esbjerg Havn om situationen.