Politi søger vidner: Brand påsat to steder

Politiet har ingen klare spor til, hvem der påsatte en brand i Slagelse natten til onsdag. Derfor søger de vidner

Ved du noget om sagen? Send en sms til 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk

Klokken lidt over to natten til onsdag opdagede en ældre kvinde på Fasanvej i Slagelse, at der var ild i hendes og ægtemandens hus.

- Vi har arbejdet på stedet med teknikere og konstateret, at branden er påsat to steder. I en garage, hvor ilden selv er gået ud, og i et tagudhæng, siger Søren Ravn, der er vicepolitiinspektør i afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Hvorfor er der nogen, der har lyst til at brænde et ældre ægtepar inde?

- Ja, det spørgsmål stiller vi også os selv, og det er det, vi prøver at finde ud af. Der er nemlig ikke umiddelbart noget, der tyder på, at de skulle kende nogle mennesker, som vil dem ondt. De er ganske almindelige, fredelige mennesker, siger Søren Ravn.

Derfor er det også svært for vicepolitiinspektøren at sige noget om motivet for branden.

- Lige nu er der desværre ikke noget, der peger i en bestemt retning, og derfor kan vi heller ikke sige noget om gerningsmænd eller motiv. Men vi arbejder selvfølgelig på højtryk for at finde ud af det, siger Søren Ravn.

Kunne have gået grueligt galt
Ilden inder tagudhænget begyndte at brede sin ind i stuen af huset, og det var også der, kvinden opdagede røgen.

- Man kan ikke udelukke, at branden kunne have taget fat i hele huset, og derfor ser vi også på sagen som alvorlig brandstiftelse, siger vicepolitiinspektøren for personfarlig kriminalitet hos Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi.

Nu går tiden med at afhøre folk.

Se også: Parcelhus i flammer: En person tilskadekommet i mistænkelig brand

- Vi efterlyser også vidner. Jeg ved godt, at der ikke er mange, der bevæger sig rundt i et villakvarter midt om natten, men vi håber, at nogen alligevel har set noget, som de vil fortælle os. Ellers arbejder vi videre med de tekniske spor, siger Søren Ravn.

Det ældre ægtepar er sluppet med mindre skrammer og er begge udskrevet fra sygehuset. De er også tilbage i huset.

- Vi havde hjemmeværnet til at holde vagt rundt om huset i går formiddag, men det er normalt, når vi ikke vil risikere, at nogen vil gå ind og slette sporene, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere