Politi: Specialist-gruppe skal kulegrave Emilie Meng-drabet

Gruppen består af en række efterforskere og specialister fra forskellige politikredse i Danmark

Emilie Meng blev fundet dræbt juleaften 2016 - et halvt år efter hun forsvandt - i et vandhul her ved Regnemarks bakke. (Video/foto: Per Rasmussen/privat)

Efterforskningen af det fortsat uopklarede drab på den 17-årige gymnasieelev Emilie Meng skal nu kulegraves af en særligt nedsat specialgruppe bestående af efterforskere og eksperter.

Det oplyser politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

- Det er en gruppe af erfarne efterforskere, efterforskningsledere og analytikere, som skal gennemgå det meget omfattende materiale, vi har samlet i sagen, for at se på, om der er noget i vores store arbejde, som vi måske har overset, siger Kim Kliver til Ekstra Bladet.

Det var DR, der tidligere i dag kunne fortælle, at politikredsen har samarbejdet med specialgruppen siden 28. august i år.

Ifølge Kim Kliver består gruppen af op mod 10 personer, som skal gennemgå de 3,4 millioner data, politiet har liggende i sagen. Eksperterne kommer blandt andet fra Københavns Politi og Rigspolitiet.

Det er anden gang, at Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi får bistand fra en række eksperter til efterforskningen af drabssagen.

- Vi fik for godt et år siden hjælp fra en tilsvarende gruppe. Den gang var den ikke så stor, som den vi har nedsat nu. Det har været meget vigtigt for os, at vi hele tiden er åbne for input fra nogle, som måske kan se vores efterforskning fra en anden vinkel.

- Det er jo desværre en sag, vi endnu ikke har opklaret, og derfor skal den nye gruppe her være med til at sikre, at vi gør det absolut allerbedste, vi kan i den her sag, siger Kim Kliver.

Efterforsknings-tiltaget kaldes ’peer review’ og betyder, at uvildige efterforskere, analytikere og specialister, som ikke tidligere har set på sagen, skal gennemgå den på ny.

- Består gruppen alene af danske eksperter eller får I også hjælp fra udlandet?

- Gruppen består af eksperter fra Danmark. Men vi har undervejs også rakt ud til udlandet og har i andre sammenhæng også stadig nogle forespørgelser i udlandet i forbindelse med den igangværende efterforskning, siger Kim Kliver.

Hjælp fra nyt super-system
I jagten på den unge piges morder har politiet også taget deres nye it-system Pol-Intel i brug. Systemet givet politiet mulighed for at søge oplysninger på tværs af flere systemer og sammenligne spor, DNA og andre data.

Populært sagt kan systemet suge informationer ud af flere centrale registre, systematisere og analysere dem og servere et resultat, som - måske - kan give gennembruddet i den vanskelige drabsefterforskning.

Det er blandt andet dette system, som den nye gruppe af eksperter skal benytte sig af i deres kulegravning af sagen.

Ifølge politiinspektør Kim Kliver kører Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi fortsat deres efterforskning af drabssagen parallelt med den nye specialistgruppe. 

- Vi har stadig en række afhøringer, spor og andre ting, som vi arbejder videre med i sagen, siger Kim Kliver.

17-årige Emilie Meng forsvandt sporløst efter en bytur med sine veninder 10. juli 2016.

Godt et halvt år efter fandt en tilfældig hundelufter liget af den unge pige i Regnemarks Bakke ved Borup godt 60 km fra Korsør Station, hvor hun sidst blev set i live.

Artiklen opdateres..