Politi stopper efterforskning af bombetrussel mod reklamebureau

Bomberydder rykkede i februar ud i København efter trussel mod firma bag omstridt reklame. Sagen henlægges nu

Københavns Politi undersøgte i februar en bombetrussel mod et reklamefirma i København, som stod bag en omstridt reklame for SAS. Politiet har nu henlagt sagen, da der ikke er brugbare spor at gå efter. (Arkivfoto). Foto: ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Københavns Politi undersøgte i februar en bombetrussel mod et reklamefirma i København, som stod bag en omstridt reklame for SAS. Politiet har nu henlagt sagen, da der ikke er brugbare spor at gå efter. (Arkivfoto). Foto: ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Politiet henlægger sin efterforskning i en sag fra februar, hvor et reklamebureau i det indre København modtog en bombetrussel.

Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.

Firmaet & Co. blev truet, efter at der var opstået stor debat om en reklame for luftfartsselskabet SAS. Det var & Co., der stod bag reklamen.

- Vi har efterforsket sagen, men vi har lige nu ikke flere brugbare spor eller oplysninger at gå efter. Dukker der nye spor op, så vil vi selvfølgelig undersøge dem, skriver politiet i en mail.

Truslen tikkede ind tidligt om morgenen torsdag den 13. februar. Den kom i en mail.

Politiet rykkede talstærkt ud til virksomheden, der har adresse i Adelgade i det indre København.

Ambulance, en brandbil, politibiler og en mandskabsvogn var også at se på stedet, ligesom der var en bomberydder og mandskab i beskyttende dragter.

Sagen begyndte, efter at SAS 12. februar fik skarp kritik for kampagnevideoen 'SAS - what is truly Scandinavian'.

Den satte spørgsmålstegn ved en række ting, der almindeligvis sættes i forbindelse med de skandinaviske lande.

I kampagnen fremførtes det blandt andet, at rugbrød er tyrkisk, smørrebrød er fra Holland, vindmøller er fra Persien, og at cykeltraditionen er lånt fra Tyskland.

Målet med videoen var at vise, at man kan blive inspireret af at rejse ud i verden, og at man tager det med hjem, som man godt kan lide.

Efter kritik på de sociale medier trak SAS senere samme dag videoen tilbage.

Siden oplyste luftfartsselskabet, at det ville genudgive videoen i en 'kortere og klarere' version. Og at kampagnens budskab var blevet 'misforstået'.

Næste dag kom truslen mod & Co.

Politiet har undersøgt sagen, men da der ikke er mere nyt at gå efter, bliver sagen henlagt.