Politi tog hans nummerplader - meldte sagen til politiet

Havde ikke betalt lovpligtig forsikring

En bilejer fra Vejen i Jylland er mildest talt ikke en særlig heldig mand.

Han kontaktede natten til mandag Syd- og Sønderjyllands Politi for at melde sine nummerplader stjålet.

Nummerpladerne var forsvundet indenfor de sidste ti minutter, forklarede manden til politiet.

Sagen var dog hurtigt opklaret.

- Det var nemlig en politipatrulje, som klippede pladerne af bilen og drog af med dem. Manden har ikke betalt forsikring på bilen, som man jo skal, oplyser vagtchef Bjørn Pedersen til Ekstra Bladet.

Bilejeren kan ikke forvente at få sine nummerplader igen, før han har betalt den lovpligtige forsikring.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere