Politi undersøger fund af skelet

Østjyllands Politi har fundet et skelet på Virup Skovvej i Hjortshøj

Video: Øxenholt foto

Der blev fundet et skelet i en grøft Virup Skovvej i Hjortshøj lørdag.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor der blandt andet står følgende:

'De foreløbige undersøgelser viser, at skelettet har ligget på findestedet i længere tid. Politiet har afspærret et område omkring findestedet. Politiets teknikere er tilkaldt for yderligere undersøgelser af skelettet.'

- Det var en forbipasserende, der opdagede det. Vi satser på at være færdige ude på stedet her til aften, men det er ikke sikkert det giver identiteten. Vi kan ikke udtale os yderligere, siger vagtchef Jens Rønberg.

Ukendt person
I en meddelelse klokken 21.58 lørdag kunne politiet fortælle, at de var færdige på stedet. Det havde dog ikke været muligt at fastslå identiteten. Efterforskningen pågår.

Politiet ønsker ikke at informere yderligere om fundet.

- Der er rigtig mange politibiler og udrykningskøretøjer. De kom vist sidst på eftermiddagen. De går rundt med hunde dernede. De ville ikke rigtig sige så meget til mig, fortæller et øjenvidne til Ekstra Bladet lørdag aften.