Politi undersøger mistænkeligt forhold: Stort grønt område afspærret

Kriminalteknikere og hundeførere undersøger mistænkeligt forhold i boligområde i det vestlige Aarhus

Politi og teknikere i hvide dragter undersøger området (Video/redigering: Claus Bonnerup/Signe Skov)

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Østjyllands Politi har søndag aften i flere timer undersøgt det, som politiet indtil videre betegner som et 'mistænkeligt forhold' i et boligområde i det vestlige Aarhus.

Det oplyser politiets kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen til Ekstra Bladet.

Både kriminalteknikere, hundeførere og almindelige politifolk har siden klokken 18 været til stede i et større område omkring Peter Fabers Vej og Vilhelm Bergsøes Vej. Her er der også spærret af omkring et grønt område.

- Jeg kan bekræfte, at vi undersøger et mistænkeligt forhold. Det er, hvad jeg kan melde ud lige nu, siger Jeanette Løv Rasmussen kort efter klokken 22 til Ekstra Bladet.

Også containere bliver gennemgået af politiets efterforskere. Foto: Claus Bonnerup
Også containere bliver gennemgået af politiets efterforskere. Foto: Claus Bonnerup
 

- Vi må bede folk om at respektere afspærringen. Det er muligt at færdes omkring afspærringen. Det er også muligt at komme til og fra sit hjem, hvis man bor på stedet, siger Jeanette Løv Rasmussen.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skulle en person være blevet kørt fra stedet i en såkaldt DNA-dragt. De oplysninger ønsker Jeanette Løv Rasmussen ikke at kommentere.

Hun ønsker heller ikke at kommentere, hvad det mere konkret er for et forhold, som der skulle være tale om.

Også folk fra Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen deltager i arbejdet. Beredskabsstyrelsen leverer belysning.

Omkring klokken 23 er en af Falcks ligvogne ankommet til stedet. Politiet har endnu ikke meldt ud, hvad det mistænkelige forhold skulle bestå i.

Kort før midnat fortæller Ekstra Bladets mand på stedet, at politiet og teknikerne er begyndt at pakke udstyret sammen.

Ekstra Bladet følger sagen.