Politi vækker stangstiv mand med ordentlig skideballe

Massive tømmermænd: Stærkt beruset 52-årig københavners vinterbadetur var skyld i større eftersøgning i ved Hundested

Ekstra Bladet hører meget gerne fra indehaveren af den tårnhøje promille, som udløste alarmen i Nordsjælland. Send mail til journalisten her.

En 52-årig mand fra København har meget kraftige tømmermænd.

Det vurderer vagtchef ved Nordsjællands Politi David Buch over for Ekstra Bladet.

Mandens udskejelser i havnebyen Hundested natten til søndag har givet anledning til ikke alene bekymring hos hans venner, men også været skyld i, at det helt store alarmberedskab blev sat i søen.

- Vi har flere både i vandet, og der er en helikopter på vej, nåede vagtchefen at orientere Ritzau om, før det hele atter var afblæst, og årsagen til hele balladen kunne sove videre.

Forud for den store eftersøgning var tøj, en mobiltelefon og en pung tilhørende københavneren blevet fundet.

- Når man ligefrem finder tøj, telefon og pung, begynder alarmklokkerne at ringe, siger David Buch, hvis kolleger omgående begyndte at efterforske, hvor ejeren af de fundne genstande kunne være.

Ordentlig skideballe
Manden har i weekenden været på sommerhustur i Hundested med nogle venner, som det lykkedes politiet at få kontakt til.

- De havde været i byen og var bekymrede over, at han ikke var vendt tilbage til sommerhuset.

Udover redningsaktionen i luften og til vands ledte betjente efter manden i området omkring havnen, hvor man frygtede, at manden kunne befinde sig i det iskolde vand.

Det gjorde han til alt held ikke.

- Han var i en ordentlig koger gået over på Hundested kro, hvor han var tjekket ind på et værelse for at sove sin brandert ud og havde efterladt sine ting ved vandet, formentlig efter at han havde været ude at bade, siger vagtchefen, der ikke lægger skjult på, at der for enden af lovens lange arm denne søndag morgen var en særdeles løftet pegefinger.

- Han har fået en ordentlig skideballe.

Kan ikke huske så meget
Manden behøver efter alt at dømme ikke at frygte mere end sine gigantiske tømmermænd ovenpå sin druk- og svømmetur.

- Ikke umiddelbart. Det er mere, hvis man for eksempel med vilje og uden grund har brugt brandalarmer eller ringet og aktivt indgivet en anmeldelse, siger David Buch om de konsekvenser, det kan have, når borgere er skyld i, at den store alarm går, og man dermed koster samfundet penge.

- Hvad siger han selv?

- Han har rimelig kraftige tømmermænd og kan ikke huske så meget, siger vagtchefen, som lyder opgivende, men dog tilføjer:

- Det sluttede jo heldigvis godt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere