Politi vil løse overtrædelser af corona-regler med dialog

Kun hvis man ikke kan løse overtrædelser af coronaforbud med dialog, vil politiet gribe til magtmidler

Politiet skal i første omgang søge at opløse forsamlinger og lukke forretninger, der overtræder coronaforbud med dialog. Hvis det ikke virker skal der udskrives bøder og i sidste ende anvendes magt.(Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politiet skal i første omgang søge at opløse forsamlinger og lukke forretninger, der overtræder coronaforbud med dialog. Hvis det ikke virker skal der udskrives bøder og i sidste ende anvendes magt.(Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fra onsdag klokken 10 er det for at bremse udbredelsen af coronavirus forbudt at forsamles offentligt i grupper på mere end 10 personer, og en rækker steder skal lukke ned.

For at håndhæve forbuddet har politiet besluttet at øge patruljeringen, men man vil i første omgang ikke rykke ud med bål og brand og bødeblokken i hånden.

Onsdag har Rigspolitiet udsendt retningslinjer til landets politikredse om, hvordan forbuddet skal håndhæves.

Af retningslinjerne, som Ritzau har fået aktindsigt i, fremgår, at anmeldelser af overtrædelser skal prioriteres.

Men det fremgår også, at politiet i første omgang skal udvise konduite og forsøge at løse problemet med dialog.

Hvis en patrulje støder på en forsamling med flere end 10 personer, skal den først vurdere, om gruppen er sammen på en sådan måde, at der er særlig fare for coronasmitte.

- Ved vurderingen kan der for eksempel lægges vægt på, at personer står som 'sild i en tønde', skulder ved skulder eller på anden vis tæt sammen, om personerne befinder sig inden- eller udendørs og den udviste adfærd, står der i retningslinjerne.

I første omgang skal politiet opfordre de tilstedeværende til at forlade stedet. Hvis det ikke hjælper, skal politiet i udstede et påbud om at forlade stedet, og hvis det ikke hjælper, skal de pågældende sigtes for at overtræde forbuddet.

Ved arrangementer, hvor der er flere end 10 personer, skal politiet kontakte arrangøren og bede vedkommende bringe antallet af deltagere ned på 10. Hvis arrangøren ikke lovliggør arrangementet, skal politiet lukke det.

Samme retningslinjer gælder for forretninger, restauranter, værtshuse, frisører med videre, der i strid med forbuddet holder åbent.

Her skal indehaveren opfordres til at lukke, og hvis det ikke hjælper, vil stedet blive lukket af politiet - om nødvendigt ved brug af 'den fornødne magt'.

De skærpede restriktioner gælder i første omgang frem til 30. marts. Straffen for at overtræde dem er en bøde på 1500 kroner.