Politi ville konfiskere 23-årigs bil: Men så kastede han nøglerne væk

En 23-årig mand er 10 gange på få år blevet taget i at køre bil uden kørekort. Natten til mandag var den gal igen

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En 23-årig mand fra Jyderup blev natten til mandag standset af politiet i sin bil, hvor det for Gud ved hvilken gang viste sig, at manden ikke havde noget kørekort.

Det skriver Sjællandske Medier.

Og da politiet senere efter nogen undersøgelse kunne notere sig, at det var 10. gang siden 2016, at manden var blevet taget i at køre bil uden førerret, faldt hammeren. Betjentene fortalte til den 23-årige, at bilen nu ville blive konfiskeret og senere solgt på en politiauktion.

Den melding fik imidlertid den 23-årige til at blive ganske arrig. I ren frustration - meddeler politiet - kastede han derfor sine bilnøgler så langt væk, som han overhovedet kunne. Og det lod i første omgang til, at det blev mere vanskeligt for politiet at konfiskere bilen, end man først havde troet.

Den 23-årige var blevet standset i landlige omgivelser på Holbækvej i Knabstrup, og da betjentene ikke selv kunne finde nøglen, der skulle bruges af et autotransportfirma til at få transporteret bilen væk, måtte man rekvirere hjælp fra en hundepatrulje til at få lokaliseret dem.

Det lykkedes med møje og besvær. Bilen blev kørt væk, og den 23-årige kan nu se frem til i retten at få afgjort, om han kan få bilen tilbage.

Modsætter dommeren sig det ønske, bliver bilen solgt på en auktion. Og manden kommer ikke til at se mere til den.