Politiaktion for at redde kidnappet fodboldstjerne

Den mexicanske fodboldstjerne Alan Pulido bortført af bevæbnede mænd

Den mexicanske fodboldstjerne Alan Pulido ses her efter kampen mod Holland under VM i 2014. (Foto: AP)
Den mexicanske fodboldstjerne Alan Pulido ses her efter kampen mod Holland under VM i 2014. (Foto: AP)

Politiet i Mexico har indledt en massiv eftersøgning på den mexicanske fodboldstjerne, Alan Pulido, der søndag blev bortført i Tamaulipas-regionen.

Pulido, 25, er sidst set søndag morgen, hvor han forlod en fest i fødebyen Ciudad Victoria.

Ifølge lokale medier var Pulido sammen med sin kæreste på vej hjem, da deres bil blev stoppet af seks bevæbnede mænd.

Pulidos kæreste fik lov at gå, men Pulido blev ført bort til en ukendt skæbne, oplyser myndighederne.

- Det er blevet bekræftet, at fodboldspiller Alan Pulido forsvandt efter at være på vej hjem fra en fest nord for byen, siger statsanklager Ismael Quintanilla og fortsætter.

- Vi har informationer om, at han blev bortført af bevæbnede personer, og det vides ikke, hvor han har opholdt sig siden, siger Quintanilla ifølge Associated Press.

Narko-krig
Politiets aktionsgruppe, Tamaulipas Coordination Group, oplyser, at både lokale og føderale politistyrker deltager i eftersøgningen på fodboldspilleren.

Tamaulipas-regionen, der ligger tæt på grænsen til USA, har de seneste måneder været ramt af vold og drab som led i en krig mellem rivaliserende narko-bander.

Kidnapning mod krav om løsepenge har de seneste år vundet indpas som en supplerende indtægt for de mexicanske karteller.

Stjerne-angriber
Pulido er angriber hos Olympiakos i Grækenland, hvor han i denne sæson har spillet 15 kampe. Han har desuden seks landskampe på cv'et, hvor det er blevet til fire mål.

Pulidos græske hold skriver på Twitter, at man håber på det bedste.

'Det er en svær tid. Vores tanker og bønner går til Alan', lyder det på klubben officielle Twitter-profil.

Flere mexicanske landsholdsspillere, herunder Guillermo Ochoa, Diego Reyes og Javier 'Chicharito' Hernandez, udtrykker også deres støtte på sociale medier.

'En skam, at det er sket. Mine tanker går til ham og hans familie', skriver målmanden Jesus Corona på Twitter.

Pulido fik sin debut som professional fodboldspiller hos klubben Tigres i Monterrey, Mexico.

I 2014 forlod han Tigres for at fortsætte sin professionelle karriere i Europa.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere