Politibetjent dræbt i ulykke på motorvejen

En 35-årig politiassistent har mistet livet i en ulykke på motorvejen

Foto: Øxenholt Foto
Foto: Øxenholt Foto

Ved du noget? Send os et tip i en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

En 35-årig mandlig politiassistent fra Østjyllands Politi har fredag mistet livet i en trafikulykke på Nordjyske Motorvej ved Randers.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Betjenten var på arbejde, da han omkom i en soloulykke på motorvejen.

Ifølge kommunikationschef i Rigspolitiet Anders Frandsen, sad betjenten på passagersædet i bilen, da ulykken skete. Det oplyser han til Ritzau. Kollegaen, der førte bilen, er ikke kommet alvorligt til skade.

- Det er med stor sorg, at jeg har modtaget beskeden om, at en kollega har mistet livet i tjenesten. Det rammer os alle dybt i dansk politi. Lige så meningsfyldt jobbet som politimand er i det daglige, lige så meningsløst er det, når vi alt for tidligt må sige farvel til en god kollega.

- Mine tanker og min dybeste medfølelse går til familie og pårørende i denne svære tid, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i pressemeddelelsen.

Betjentene kørte i en civil politibil, da ulykken skete. Motorvejen var spærret som følge af ulykken og den efterfølgende oprydning og undersøgelser på stedet.

Politiet kan ikke oplyse nærmere om ulykken, da den skete, mens betjenten var i tjeneste, og den undersøges i stedet af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

I en udtalelse fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) lyder det:

- Det er med meget stor sorg, at jeg i dag har modtaget den tragiske besked om, at en politibetjent er afgået ved døden. Mine tanker og dybeste medfølelse går til hans pårørende.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere