Politibetjent ramt af fyrværkeri under demonstration

Flere kanonslag eksploderede søndag under demonstration med kontroversiel debattør og partileder i Aarhus.

En politibetjent er søndag kommet lettere til skade under en demonstration.

Det skete ifølge Aarhus Stiftstidende under en demonstration i Aarhus-bydelen Tilst. Demonstrationen var anført af leder af partiet Stram Kurs Rasmus Paludan.

Betjenten blev ramt af fyrværkeri i maven. Aarhus Stiftstidende skriver, at "en række kanonslag" eksploderede under demonstrationen.

Stram Kurs er et stærkt højreorienteret parti, som i weekenden har været i Aarhus for at feste og demonstrere.

Partiets leder, Rasmus Paludan, blev midlertidigt evakueret, da der blev affyret fyrværkeri under demonstrationen, som fandt sted ved Tilst Hallen.

Østjyllands Politi er gået i gang med at efterforske sagen under straffelovens paragraf 252. Denne paragraf bruges i sager, hvor en person har forvoldt nærliggende fare for andres liv eller førlighed.

Politiinspektør Jesper Bøjgaard fortæller, at politibetjenten trods sine skader er sluppet heldigt fra hændelsen.

- Kollegaen ser heldigvis ud til at slippe med lettere tilskadekomst. Men havde eksplosionen ramt 50 centimeter højere, så kunne det være gået helt galt, siger han til Aarhus Stiftstidende.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere