Politibetjent truede vildfarne bilister med haglgevær

Politibetjenten blev idømt et års fængsel for trusler og besiddelse af våben

En 31-årig politibetjent fra København er blevet idømt et års ubetinget fængsel for at true to vildfarne bilister med et haglgevær.

De to mænd kom kort efter jul sidste år kørende ad en privat vej i Rønnede på grund af en fejl i deres gps, skriver Sjællandske Medier.

Politibetjenten var på besøg hos sine forældre, der bor på den private Vordingborgvej i Rønnede. De havde tidligere haft indbrud.

Da politibetjenten så de vildfarne bilister, blændede han dem med en lommelygte. Betjenten rettede ikke geværet direkte mod mændene, men truede med at 'skyde knoppen af' alle, der ikke havde ærinde på vejen, skriver avisen.

Chokerede forbipasserende bad to gange betjenten om at knække geværet, før han gav efter og lod dem køre. De forbipasserende tilkaldte politiet.

Betjenten blev onsdag ved retten i Næstved idømt et års ubetinget fængsel for trusler og besiddelse af våben under særligt skærpede omstændigheder. Han ankede på stedet og bad om frifindelse.

Sagen går nu videre til Østre Landsret.