Politichef advarer andre bander: 'Fisk ikke i rørte vande'

Andre bander er stadig i søgelyset, selv om der nu er særligt fokus på LTF

Man risikerer at komme bag lås og slå, hvis man viser sig i det offentlige rum med synlige LTF-kendetegn, efter et landsdækkende foreløbigt forbud mod bandegrupperingen Loyal to Familia trådte i kraft i dag.

Men det betyder ikke, at andre rocker- og bandegrupperinger er uden for søgelyset. Det understregede Michael Kjeldgaard, politiinspektør i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, på et pressemøde på Københavns Politigård i dag.

- Dansk politi tager den organiserede bandekriminalitet meget alvorligt, og vi har bekæmpelsen af bandekriminalitet som en af vores højeste prioriteter, hvis ikke den højeste. Derfor vil man også i fremtiden se, at dansk politi slår ned på bandekriminalitet helt generelt, sagde han og kom med en advarsel:

- Og skulle andre rocker- og bandegrupperinger føle sig fristet til at fiske i rørte vande i forbindelse med det her forbud, så vil jeg gerne advare mod det. At tro, at man nu har fået lettere spil i forbindelse med forbuddet her, det vil være en fejl.

Advokat Michael Juul Eriksen repræsenterer LTF-banden i sagen om forbuddet. Foto: Per Rasmussen 112 - 4. sep. 2018 - kl. 09:24 LTF bandes advokat: Jeg er klar med modtræk

Målrettet mod LTF
På spørgsmålet fra en journalist om, hvorvidt LTF er værre end andre bander som HA og Bandidos, eller hvorfor de har valgt at forsøge at forbyde dem, svarede chefanklager i Københavns Politi, Ida Sørensen:

- Efter bandekonflikten sidste år har justitsministeriet bedt Rigsadvokaten om at undersøge lige netop LTF, og det er LTF, vi har undersøgt i denne sag og efterforsket imod. Og det er det, vi har taget stilling til. Vi har ikke taget stilling til, om det skal ske i forhold til andre bander, siger hun.

Foto: Ekstra Bladet 112 - 4. sep. 2018 - kl. 09:03 Politi: LTF forbudt fra i dag

Hun fortæller, at Rigsadvokaten allerede tidligere har været ude og sige, at forbudssagen mod LTF er prøvesag.

- Vi har ikke haft nyere sager, hvor man prøver, om en forening kan opløses. På den måde bliver det her en sag, der kan vise, om det er en vej at forfølge fremadrettet, siger Ida Sørensen, mens Michael Kjeldgaard supplerer:

- Politiet har gennemført en meget omfangsrig efterforskning i forbindelse med den her sag. Der skal bruges tid til at efterforske sådan en sag så grundigt, så vi er sikre på, at vi har et solidt fundament at stå på

Samfundsskadende adfærd
Han siger, at  'bandegrupperingers indre logik handler om, at manifestere sig i det offentlige rum'.

- Man tager kontrol over geografiske lokalområder og den kriminalitet, der foregår i området. Den gennemfører de ved at være fysisk til stede og intimidere ved at bruge trusler og ved at vise, at de er en stærk forening. Det er det, vi i dag sætter et forbud i mod, og det er det, vi vil håndhæve rent politimæssig.t Vi er ikke i tvivl om, at det samfundsskadende og utryghedsskabende adfærd, foreningen LTF har, vil blive formindsket med det her forbud.

Det er en domstol, der i sidste ende skal afgøre, om Loyal to Familia kan forbydes endegyldigt.

Tidslinje: Vejen mod forbud

8. august. 2017: Justitsministeren anmoder Rigsadvokaten og Rigspolitiet om i fællesskab at undersøge mulighederne for at søge Loyal to Familia (LTF) opløst efter Grundlovens § 78.

2. november 2017: Rigsadvokaten vurderer, at der er grundlag for at gå videre med opløsningssag og beder Københavns Politi om at forberede en retssag mod Loyal to Familia.

27. juni 2018: På baggrund af grundig efterforskning i Københavns Politi, vurderer Rigsadvokaten, at det kan bevises, at LTF er en forening, der har ulovligt formål. Rigsadvokaten indstiller derfor til Justitsministeren, at der indledes en opløsningssag ved domstolene.

28. juni 2018: Justitsministeren tiltræder Rigsadvokatens indstilling. Rigsadvokaten giver Københavns Politi bemyndigelse til at vurdere, om der er grundlag for at nedlægge et administrativt forbud.

4. september 2018: Københavns Politi nedlægger et administrativt forbud mod LTF

Kilde: Københavns Politi

LTF er nu forbudt, men hvad betyder det egentlig? Hør, hvad den tidligere bandeleder Nedim Yasar mener her (Producer: Martin Lorentsen)