Politichef om sigtet brandstifter: Han er en vred mand

41-årig fynbo sigtes for stribevis af påsatte brande - risikerer fængsel på livstid hvis han bliver kendt skyldig

Videoen her blev offentliggjort af Fyns Politi før manden blev pågrebet.

Ved du noget? Mail 1224@eb.dk eller sms/mms 1224 (alm. takst)

Fyns Politi har fået, hvad der må betegnes som et regulært gennembrud i efterforskningen af de mange påsatte brande, som sidste år opskræmte mange borgere i Odense.

Den 41-årige mand fra Odense, som siden den 19. februar 2016 har siddet varetægtsfængslet for brandstiftelse i Odense, er nemlig blevet sigtet for at have påsat yderligere ni brande i Odense. Dermed er han sigtet for at have påsat i alt 13 brande og begået et tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

'Det er en vred mand'
- Selve motivet til de mange brande kan være en sammenblanding af flere ting, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi til Ekstra Bladet.

- Men det hele kan måske koges sammen til, at vi taler om en 'vred mand.' En mand, som er vred på samfundet, politiet og andre ting. Jeg vil være ked af at gå nærmere ind i det. For det er jo svært, når den sigtede ikke vil tale med os, siger Henrik Justesen.

Politiet har under hele efterforskningen undret sig over, at mange af målene for brandstifteren var fritids-organisationer.

- Vi kan fortsat ikke gå i detaljer om, hvorfor vi nu vælger at sigte den 41-årige mand for flere brande. Manden ønsker stadig ikke at udtale sig til politiet, og derfor er vi nødt til at holde vores viden tæt ind til kroppen, men jeg kan sige, at vi mener, vores materiale er så stærkt, at det kan bære de mange sigtelser, siger Henrik Justesen.

Op i en højere enhed
Henrik Justesen siger dog til Ekstra Bladet, at det er en række indicier, som førte til anholdelsen af fynboen.

- Vi taler om ting, som blev fundet før anholdelsen, ransagningen på mandens bopæl og video-materiale. Det hele er gået op i en højere enhed.

Politi-chefen hæfter sig ved, at der ikke har været flere påsatte brande, siden den 41-årige blev anholdt i midten af februar.

- Det er naturligvis ikke et bevis i sig selv. Men det er dog påfaldende. Og vi er glade for, at brandene er stoppet, siger vicepolitiinspektøren.

Kun erkendt en brand
Manden har kun erkendt at have påsat branden i Dalum Idrætsforening (DHG) den 13. december 2015.

Den 41-årige mand bor i Hjallese ved Odense.

Blandt de nye sigtelser, politiet nu har rejst mod ham, er påsættelse af branden den 15. august 2015 i Odense Roklub på Kanalvej i Odense, hvor klubhuset brændte ned.

Manden er også  sigtet for at have begået blufærdighedskrænkelse i Fruens Bøge den 26. november 2015.

Lang fængselsstraf
Når fristen for den sigtedes varetægtsfængsling udløber den 15. april, vil retten skriftligt blive anmodet om fortsat fængsling i yderligere fire uger. Sigtede har givet sit samtykke til forlængelsen, uden at der afholdes et retsmøde, hedder det i pressemeddelelsen fra Fyns Politi.

Henrik Justesen siger også, at sigtelsen for ildspåsættelse af branden den 15. august 2015 i Odense Roklub på Kanalvej i Odense kan løfte sagen op til en overtrædelse af Straffelovens paragraf 180, der taler om fængsel på livstid.

Både klubhuset og en masse robåde brændte ned. Skaderne løb op i omkring 13 millioner kroner.

1 af 2 Branden i Odense Roklub er blot en af de mange brande, som manden er sigtet for at stå bag. Foto: Local Eyes
2 af 2 Politifoto som blev offentliggjort af Fyns Politi før manden blev pågrebet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere