Politiet: 10 dræbt på amerikansk universitet

Politiet nedskriver natten til fredag dødstallet efter skolemassakren i Oregon. 10 personer bekræftes døde, mens syv er indlagt med skudsår

OPDATERING: Klokken 02 natten til fredag blev dødstallet efter tragedien nedjusteret til 10 døde og syv kvæstede.

---------

Lidt før klokken ni dansk tid kunne Oregon State Police berette til CNN, at et skyderi på Umpqua Community College i Roseburg i Oregon USA var i gang.

Siden har politiet oplyst til Reuters, at de foreløbige informationer peger på, at 15 personer er blevet dræbt mens yderligere 20 er såret. Dette dødstal blev natten til fredag nedjusteret til 10 døde og syv sårede, oplyser sheriffen.

Politiet i området omkring skolen har siden været sparsomme med oplysninger om gerningsmanden, men de lokale myndigheder oplyser her til aften, at vedkommende er død.

På et pressemøde lidt i 23 torsdag aften dansk tid, fortalte Oregons guvernør Kate Brown, at gerningsmanden er identisk med en 20-årig mand. Motivet for skoleskyderiet er dog endnu ikke klarlagt.

Befinder du dig i området? Send os dit tip på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Indespærret i kantine
Jared Norman, en sygeplejerske studerende fra skolen, fortæller til lokale medier, at han hørte skud, hvorefter alle omkring ham satte i løb. Han var låst inde i skolens kantine sammen med ca. 50 andre elever i længere tid under episoden. Flere elever skrev fra deres mobiltelefoner på de sociale medier om situationen inden for murene på skolen.

En anden studerende på Umpqua College, Larry Howell, fortæller at han var på vej til time, da han hørte skud og så andre elever løbe. Han fortæller, at alle omkring ham derefter var desperate efter at få fat på venner og familie, for at sikre sig, at alle var uskadte. 

-Vi ved endnu ikke hvem af vores medstuderende, der er blevet ramt, siger han til NBC News.

Kaos omkring skolen
En lokal reporter på stedet beskriver situationen som 'ren kaos'. Flere ambulancer er ankommet til skolen, og er i færd med at behandle og køre ofre væk fra området.

Talskvinden for Mercy Medical Center fortæller, at de på hospitalet har modtaget foreløbigt seks patienter, og at de forventer at modtage mindst to mere. 

Personale og øvrige studerende blev efter episoden var faldet lidt til ro samlet på græsplænen foran skolen, hvor de ventede på at blive kørt væk i busser. Hele området omkring skolen blev hurtigt efter alarmen afspærret, og folk i byen blev opfordret til at holde sig på god afstand.

Et fredeligt sted
Skolen, der har været scene for skyderiet, ligger 9,6 kilometer nord for Roseburg i den amerikanske delstat Oregon. Der er 3300 studerende på fuldtid og 16000 studerende på deltid. Udover 16 skolebygninger findes der et kollegium, tennisbane og en vingård på grunden. 

Det er et ellers yderst fredeligt område, der torsdag formiddag lokal tid er ramt af skudepisoden. På skolen hjemmeside reklamerer de med "et fredfyldt, trygt miljø", og Rick Francona, der er CNN-reporter og bosiddende i området fortæller til CNN, at det slet ikke ligner byen, at være scene for den slags forbrydelser. 

1 af 4 (Foto: NRtoday)
2 af 4 (Foto: NRtoday)
3 af 4 (Foto: NRtoday)
4 af 4