Politiet: 16-årig voldtaget i sommerhus

En 16-årig pige er ifølge politiet blevet voldtaget i et sommerhus i Nordjylland

Natten til mandag har en 16-årig pige anmeldt en voldtægt i et sommerhus i Saltum i Nordjylland.

Det oplyser Nordjyllands Politi til Nordjyske.

- Vi har efterforsket på sagen hele natten og blandt andet foretaget undersøgelser i sommerhuset, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen.

Samtidig oplyser han, at de har anholdt en 19-årig mand fra Hjørring, der er sigtet for voldtægten.

Da politiet fortsat er i gang med at efterforske sagen, kan de ikke oplyse om de nærmere omstændigheder.

Den 19-årige bliver formentlig fremstillet i grundlovsforhør mandag.