Politiet advarer bilister: Stor indsats begynder

Mandag 12. august starter en landsdækkende fartkontrol

Det er farligt, hvis man kører uhensigtsmæssigt, når man nærmer sig en fartkontrol, oplyser politiet. Arkivfoto: Sebastian Buur Gunvald/Ritzau Scanpix
Det er farligt, hvis man kører uhensigtsmæssigt, når man nærmer sig en fartkontrol, oplyser politiet. Arkivfoto: Sebastian Buur Gunvald/Ritzau Scanpix

Man skal sørge for at holde højre fod i bero den kommende uge, hvis man vil undgå en fartbøde.

Politiet begynder nemlig en stor indsats mod hastighedsovertrædelser på de danske landeveje mandag 12. august. Den ekstra kontrol skal køre ugen ud og sker i samarbejde med det europæiske færdselspolitisamarbejde, TISPOL.

- Hvert år bliver politiet kaldt ud til trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærkes de implicerede for livet.

- Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken, siger Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Ifølge Vejdirektoratets hastighedsbarometer kører flere end halvdelen af danske trafikanter for hurtigt på landevejene. Det skulle også være der, de fleste alvorlige ulykker sker. Indsatsen er også delvist finansieret af EU-kommissionen.

Derfor er der fartkontrol

  • Ved 80 km/t. kører du ca. 22 meter inden du begynder at reagerer, og efter ca. 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t. bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.
  • Hvis 2 bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30% af tilfældene have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60% ved en hastighed på 90 km/t.
  • Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t. vil ulykken være fatal i 60% af tilfældene. Risikoen stiger til 80% ved 90 km/t.
  • De fleste dødsulykker i trafikken sker på landeveje og motortrafikveje, hvor modkørende og krydsende trafik samt bløde trafikanter skaber de meget risikable forhold. 62% af dødsulykkerne på disse veje sker med en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t.
  • Nedsættelse af gennemsnitshastigheden på de danske veje er en del af Rigspolitiets operative strategi frem mod 2020

Kilde: Rigspolitiet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere