Politiet advarer: Det må du aldrig gøre

Østjyllands Politi modtog onsdag to anmeldelser om falske sms'er, der endte med at koste borgere dyrt

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Man lærer af sine fejl, siges det. Men man kan også lære af andres fejl. Politiet har utallige gange advaret om falske sms'er, og her på Ekstra Bladet har vi skrevet om flere tilfælde, hvor borgere er kommet galt afsted.

Nu er den så gal igen.

Onsdag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 27-årig kvinde i Aarhus, der dagen forinden havde modtaget en sms, der så ud, som om den kom fra 'Digitalpost'. I sms’en stod der, at hun havde modtaget ny digital post fra Nets, men da hun loggede på e-Boks, var der ingen ulæste meddelelser, skriver politiet i en pressemeddelelse.

I stedet trykkede kvinden på linket i sms'en, hvorefter hun blev bedt om at uploade et billede af sit NemID.

Onsdag morgen kunne hun konstatere, at der var foretaget tre strakshævninger på hendes bankkonto på mellem 1000 og 5000 kroner.

Politiet opfordrer til, at man aldrig trykker på links i sms'er, der kommer fra en afsender, man ikke kender med sikkerhed.

Mistede Iphone
Det var ikke den eneste anmeldelse om falske sms'er, politiet modtog onsdag. En 16-årig kvinde, der havde en Iphone til salg, mødtes med sin køber i Bruuns Galleri tirsdag aften.

'De mødtes som aftalt ved 20-tiden, og da køberen fremviste et billede af overførslen, og pigen samtidig fik en sms fra 'Danske Bank', som bekræftede overførslen, overdrog hun telefonen til køberen. Da pigen efterfølgende kontaktede sin egen bank, fik hun at vide, at sms’en var falsk, og at der ikke var overført nogen penge', skriver politiet i pressemeddelelsen.

Det er ikke første gang, at politiet er stødt på denne fremgangsmåde, og de råder folk til, at man tjekker sin bankkonto, før man udleverer en salgsvare.

Flere læsere har tippet Ekstra Bladet om svindelmetoder, der involverer e-Boks og brug af NemID. Her et tilsendt eksempel, hvor afsenderen ser ud til at være 'Sydbank'.

Privatfoto
Privatfoto
 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere