Politiet advarer mod farlig fidus under festuge

To mænd røvede 40.000 kroner fra 32-årig efter 'taxi'-tur

Er det en taxi eller ej. Det er vigtigt at spørge sig selv om, før man bliver snydt, vurderer politiet i Østjylland. Foto: Linda Johansen
Er det en taxi eller ej. Det er vigtigt at spørge sig selv om, før man bliver snydt, vurderer politiet i Østjylland. Foto: Linda Johansen

Ved du noget, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

En ung mand blev 40.000 fattigere, da han i weekenden tog en taxi hjem fra Aarhus midtby natten mellem lørdag og søndag.

Der var nemlig ikke tale om en autoriseret hyrevogn, men en pirattaxi med to ubehagelige fyre.

- Han hopper ind i taxaen på Frederiks Allé i Aarhus C mellem klokken 03 og 04.30, og på vej hjem bliver han mistænksom og tænker: 'Er det en taxa, eller hvad er det', fortæller vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Gert Bisgaard til Ekstra Bladet.

Under taxaturen blev den 32-årige passager, som ifølge vicepolitiinspektøren var 'beruset og ikke helt agtpågivende', bedt om at hæve penge i en hæveautomat.

- Her truer mændene ham til at taste koden til dankortet, hvorved de aflurer cifrene, siger vicepolitiinspektøren.

Først næste dag opdagede den unge mand, at hans dankort var væk - det samme gjaldt 40.000 kroner, som var blevet hævet på kortet.

Røveri
Vicepolitiinspektøren påpeger, at forbrydelsen på grund af truslen mod den 32-årige karakteriseres som røveri og ikke kun tyveri.

Samme nat i tidsrummet mellem klokken 03.15 og 04.00 blev en fire år yngre mand lokket til at tage en pirattaxi fra Aarhus midtby.

Den 28-årige mand aftalte med de to mænd i bilen, at han ville betale for at tanke benzin, og mens han indtastede sin dankort-kode på tankstationen aflurede de hans kode og narrede kortet fra ham.

- Han opdagede allerede, at kortet var væk, da han kom hjem, fik det hurtigt spærret og meldt det til politiet klokken 04.37. Derfor tror jeg ikke, mændene har nået at hæve penge på kortet, siger Gert Bisgaard.

Lette ofre
Kun i den 28-årige mands sag har politiet et brugbart signalement af gerningsmændene.

De kørte i en sort bil - muligvis en Mazda. Mændene var af anden etnisk herkomst end dansk og mellem 18 og 25 år.

Det er langtfra første gang, at Østjyllands Politi oplever pirattaxikørsel.

- Vi har oplevet før - særligt under festugen - at nogen har fundet det her som en måde at lave penge på, som deres kriminalitetsform. Når der er rigtig mange mennesker, som for eksempel er rimelig berusede og skal hjem midt om natten, og det er svært at få en taxa, kan de blive utålmodige og fristede af at tage imod et tilbud om at betale 50-100 kroner for at komme hjem, siger vicepolitiinspektøren.

Dermed bliver de også lette ofre for bedrageri og fra tid til anden også trusler og overfald.

Politiet anbefaler, at man vælger en autoriseret taxa ved for eksempel at sikre sig, at der er et taxa-symbol på bilen. Er man i tvivl, lyder rådet, at man lader være og finder en anden måde at komme hjem på.

Læg dig ikke ud med pirater
Er man gået i fælden, fraråder Gert Bisgaard pirattaxikunder at lægge sig ud med de falske taxachauffører.

- Det er - i modsætning til rigtige hyrevognschauffører - ikke mennesker, man kender. Vi har oplevet, at borgere bliver overfaldet under en tur i pirattaxi, og det er det ikke værd. Så er det bedre at melde dem til politiet, når man er steget ud.

Østjyllands Politi vil gerne advare alle, som deltager i Aarhus Festuge mod at benytte pirattaxier. Festen varer resten af ugen og weekenden med, og der er blandt andet på grund af episoder med pirattaxier ekstra politi i byen.

Politiet vil gerne have henvendelser fra borgere, som bliver forsøgt lokket ind i pirattaxier, og hører gerne fra folk, som har oplysninger om pirattaxichauffører.

I Danmark er det ulovligt at erhverve sig ved at køre pirattaxa. Det er ikke ulovligt at være kunde, men som de to nylige eksempler bekræfter, kan der være en risiko for både bedrageri og overfald, hvis man vælger en pirattaxa frem for en autoriseret taxa.

Politiets råd til at komme sikkert hjem fra fest med taxi:

1. Vær sikker på, det er en taxi du sætter dig ind i.

2. Hav en backup-plan klar, hvis du ikke kan få en taxi hjem.

Ved du noget, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.