Politiet advarer mod snedigt automat-trick

Politiet advarer om et gammelt trick, som nu igen luner alt for godt i tyveknægtes lommer

(Arkivfoto: Miklas Njor Nielsen)
(Arkivfoto: Miklas Njor Nielsen)

Hvis kontanterne ikke lige kommer ud af hæveautomaten med det samme, er det altså ikke nødvendigvis, fordi banken har lukket.

Det understreger Sydøstjyllands Politi, som i den senere tid har modtaget flere anmeldelser på såkaldt cash trapping. Det betyder, at listige tyve sætter en anordning ind i den sprække i hæveautomaterne, hvor kontanterne normalt kommer ud.

På den måde bliver pengene inde i automaten, indtil personen, der ville hæve dem, giver op og går væk. Så suser tyvene hen og fisker anordningen med pengene ud.

- Vi laver lige nu en vurdering af situationen, og så finder vi ud af, hvordan vi bedst løser problemet, siger Svend Pedersen, der er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.

Kontakt politiet
Politikredsen har lige nu ikke et overblik over, hvor mange penge der er blevet stjålet på den her måde, men der er kommet nok anmeldelser til, at de nu advarer kunderne om det snedige trick.

Sydøstjyllands Politi oplyser desuden, at det typisk ikke er til at se anordningen i seddelskuffen med det blotte øje, og det er derfor værd at være opmærksom på uregelmæssigheder.

Du kan kontakte politiet på 114, hvis der er problemer med at få udbetalt kontanter i en hæveautomat.