Politiet advarer: Pas på tyve på rov efter konfirmationsgaver

Mens teenageren bliver konfirmeret går tyvene på rov fra bil til bil på kirkens parkeringsplads

En stigning i antallet af indbrud i biler får nu politiet til at minde sæsonens konfirmationsgæster om at tage gaver og kontanter med sig, når de skal i kirken.

Det er blandt andet politiet i Nordsjælland og Midt og Vest-sjælland, som det seneste døgn er blevet kontaktet af ærgerlige borgere, der har haft uønsket besøg i bilen under konfirmationsceremonien.

- Vi har haft ni tilfælde ved fire forskellige kirker i går, fortæller vagtchef Michael Hansen fra Nordsjællands Politi. Fire af episoderne var ved samme kirke.

- Vi har bemærket, at der pludselig var en stigning i antallet af tyverier fra personbiler det sidste døgn, og da vi så kiggede nærmere, kunne vi se, at mange af dem er fra parkeringspladser ved kirker, siger vagtchefen, som uddyber, at det særligt er parkeringspladser foran kirker i Lyngby og Holte, som har været udsat.

Ifølge vagtchefen er det helt tydeligt konfirmationsgaverne, som tyvene er gået efter.

Også i Midt- og Vestsjælland har politiet haft travlt med anmeldelser om tyveri fra biler. Ved en kirke alene havde tre biler fået knust ruderne. Tyvene slap væk med et større kontant beløb, en iPad og nogle mobiler fra to af bilerne.

- Det er foregået, mens anmelderne har været til konfirmation i kirken, og det er selvfølgelig rigtigt kedeligt, siger vagtchef René Søe Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi. 

På grund af Store Bededag har fredagen været ugens helt store konfirmationsdag, men også på søndag forventes flere af landes unge at lade sig konfirmere.

Derfor råder politiet nu folk til at tænke sig ekstra godt om, inden de besøger kirken og lader bilen stå.

- Hvis man absolut skal efterlade gaver og værdigenstande i bilen, så læg dem i bagagerummet. Lad nu vær med at gøre det nemt for tyvene, siger vagtchef René Søe Pedersen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere