Politiet advarer unge mod populært bland selv-fup: Tre drenge taget på fersk gerning

Politiet advarer især unge mod at benytte snedigt slik-trick. Det har netop kostet tre 15-årige en plet på straffeattesten

Tre drenge er blevet snuppet for at snyde på vægten. Foto: Nordsjællands Politi
Tre drenge er blevet snuppet for at snyde på vægten. Foto: Nordsjællands Politi

Benyt ikke det kendte trick, for det kan altså give en bitter eftersmag.

Sådan lyder den kraftige opfordring fra Nordsjællands Politi, efter at tre 15-årige mandlige slikmunde har fået en plet på straffeattesten for at snyde med bland selv-slikket.

Det var en vaks butiksdetektiv i et supermarked i Hillerød, der lørdag aften havde spottet, at de tre drenge opførte sig, som om de havde gang i noget lusket.

Alle tre havde nemlig blandet slik for utroligt små beløb, og selvom der ikke er nogen lov mod at begrænse sit sukkerindtag, så fattede detektiven altså mistanke.

Det beretter Nordsjællands Politi i dag om i et opslag på deres Facebook-side.

Og ganske rigtigt, så fyldte drengene kort efter poserne, som havde fået klistret prismærkaterne på, op med en del mere slik, for så at sætte kursen mod kassen for at betale.

Men så langt kom de snedige sliktyve ikke, for i stedet for kassen blev de bedt om at følge med ind på butikkens kontor, hvor de måtte sidde og vente på, at både deres forældre og ordensmagten ankom.

Og i stedet for at komme hjem med søde sager for omkring 133 kroner, forlod de tre 15-årige butikken med en plet på straffeattesten for bedrageri, et forbud mod at komme i det pågældende supermarked og formentlig med en gedigen skideballe i vente.

Nordsjællands Politi har hørt rygter om, at bland selv-tricket bestemt ikke er nyt, og vil derfor gerne benytte anledningen til at advare mod at gøre brug af det.

’Vi kan om nogen sætte os ind i lysten til søde sager, men der er formentlig ikke to meninger om, hvorvidt det er værd at risikere at sværte sin straffeattest til for lidt godter’, skriver politikredsen i den udførlige Facebook-advarsel.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen