Politiet advarer: Vejret skaber kaos

Nordjyllands Politi har sendt en opdatering ud på Twitter, hvor de forklarer at vejret skaber problemer flere steder i landsdelen

Opdateret 18.12: Der er faldet ro over vejret i Nordjylland igen, og de trafikale problemer er løst, oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

I Nordjylland har det kraftige regnvejr i sandhed gjort sin indtog.

Det skaber kaos flere steder i landsdelen, hvor særligt trafikken er stærkt påvirket af vejret.

Nordjyllands Politi har sendt en opdatering ud på Twitter, hvor de opfordrer til at køre forsigtigt i trafikken. Her er blandt andet flere lyskryds ude af drift, mens lynet også har slået ned i en lygtepæl i Nørresundby.

- Om det var et skybrud, eller hvad det var, det ved jeg ikke. Men det har regnet kraftigt.

- Der er ikke kommet nogen personer til skade, men vi har haft nogle elskabe, som er brudt i brand, fordi lynet er slået ned, og der er adskillige kloakdæksler, som er skubbet op, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen til Ekstra Bladet.

Det er særligt i Aalborg-området, at flere kloakdæksler er blevet skubbet op. Det drejer sig blandt andet om Stormgade og Gasværksvej.

Politiet opfordrer derfor til, at man er opmærksom i trafikken.

- Vi vil gerne opfordre folk til at udvise forsigtighed i trafikken. Der kan jo være kloakdæksler rundt omkring, som forsat er skubbet op, fordi vi ikke har fået nogen anmeldelse om det endnu, siger vagtchefen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere