Politiet aflyttede indsmuglede mobiler hos de terror-mistænkte

Fandt telefon under hemmelig ransagning af celle og satte aflytning i gang

De sigtede efter terror-angrebet i København har haft adgang til 12, måske 13 mobiler, og mange af dem blev aflyttet af politiet. Foto: Tariq Mikkel Khan
De sigtede efter terror-angrebet i København har haft adgang til 12, måske 13 mobiler, og mange af dem blev aflyttet af politiet. Foto: Tariq Mikkel Khan

Politiet har udnyttet, at de sigtede i terror-sagen har haft adgang til mindst 12 mobiltelefoner under varetægtsfængslingen.

En række af de indsmuglede mobiler blev nemlig aflyttet af politiet i forsøget på at skaffe nye oplysninger om de sigtedes mulige roller i terroristen Omar El-Husseins angreb i København den 14. februar sidste år.

Det fremgår af redegørelsen fra justitsministeriet, der blev offentliggjort i dag, at politiet med rettens tilladelse har aflyttet tre konkrete telefonnumre og syv såkaldte IMEI-numre, som er en mobiltelefons id-nummer, der er uafhængig af telefonnummeret.

Aflytningerne var rettet mod to af arrestanterne, der var flittige brugere af de indsmuglede mobiler.

Københavns politi holdt det hemmeligt for Kriminalforsorgen, at politiet aflyttede de indsmuglede mobiltelefoner. Det skete af ’efterforskningsmæssige årsager’, siger redegørelsen.

Se også: 12 telefoner og en brødrister hos terror-fængslede

Den 17. april sidste år udførte Københavns politi med dommerkendelse en hemmelig ransagning af den ene sigtedes celle i fængslet.

Mobil i skumgummimadras
Her fandt politiet en Nokia mobiltelefon i et rum, der var skåret ind i en skumgummimadras. Politiet lod den sigtede beholde telefonen og satte en aflytning i gang, der varede fra den 17. april til den 9. juni sidste år.

Hvad politiets aflytninger af de indsmuglede mobiler eventuelt har givet efterforskningen bliver formentlig afsløret under den kommende retssag, hvor fire af de fem nu er tiltalt for medvirken til Omar El-Husseins terror-angreb.

Hos fire af arrestanterne er der fundet i alt seks mobiltelefoner i deres celler. Desuden har to af arrestanterne haft adgang til seks mobiltelefoner mere, som typisk er ’gået på omgang’ mellem fangerne i fængslet.

Desuden har den ene af de sigtede muligvis haft adgang til en mobiltelefon mere, sådan at de fem sigtede i terror-sagen under varetægten har kunnet bruge 12 eller muligvis 13 mobiltelefoner.

Ekstra Bladet spurgte på justitsminister Søren Pinds pressemøde i dag, om arrestanterne i sagen var blevet aflyttet af politiet via mobiltelefonerne, som det er sket i tidligere kriminalsager.

Her henviste Søren Pind til redegørelsen.  

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere