Politiet aflyttede sko i sag om hashliga

Et bredt udvalg af metoder er taget i brug i forbindelse med efterforskning af hashliga, der ifølge politiet var kontrolleret af to rockere

Jørgen 'Fehår' Rinke var ifølge politiet en af to hovedmænd i hashligaen.
Foto: Anthon Unger
Jørgen 'Fehår' Rinke var ifølge politiet en af to hovedmænd i hashligaen. Foto: Anthon Unger

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Direkte observationer, hemmelige ransagninger og aflytning - hvor udstyret blandt andet var placeret i sko - er nogle af de metoder, som politiet har taget i anvendelse i forbindelse med efterforskningen af en hashliga.

Det er kommet frem ved dagens retsmøde ved retssagen, der er begyndt i dag. Her er otte mænd tiltalt. Alle nægter sig skyldige.

Se også: Anklager: To rockere sad i toppen af hashpyramide

Under sin fremlæggelse af sagen opremsede anklager, Rasmus von Stamm, en række at metoderne, som efterforskerne har gjort brug af.

- Det første spor er observationer foretaget af politiets efterforskere. Her de de fleste foretaget af særligt uddannede observatører, sagde anklageren.

Dertil kom videoobservation opsat ved i hvert fald tre adresser, der alle ligger på Amager. Blandet andet et hus i en haveforening, et værksted samt en lejlighed.

Desuden både telefon- og rumaflytning. Samt direkte aflytning af to af de tiltalte. Hvordan den direkte aflytning var foregået, forklarede anklageren ikke.

Men flere af forsvarerne beskrev ved dagens retsmøde, hvordan politiet havde placeret mikrofoner i to af de tiltaltes sko.

to af forsvarerne, Peter Secher og Gitte Juul Jensen, forklarede i den forbindelse, at de endnu ikke havde modtaget dommerkendelserne - det juridiske grundlag - for, at politiet havde kunnet placere udstyret i tiltaltes sko.

En uskyldig HA-rocker skulle sendes bag tremmer ved at plante 200 gram heroin hos ham. Foto: Rasmus Baaner/Ritzau Scanpix 112 - 23. feb. 2018 - kl. 09:20 Sådan skulle uskyldig Hells Angels-rocker fældes for heroin-handel

Ifølge anklageren var den formodede hashliga hierarkisk opbygget. I toppen sad der to HA-rockere, der modtog udbytte fra salg af hash fra mindst to boder i Christianias Pusher Street.

Her var der tale om bundtede pengesedler, beskrev anklageren.

De to rockere havde en højre hånd - ikke et HA-medlem - der ifølge politiet havde en styrende rolle i ligaen. Denne højre hånd var en af de to, der havde aflytningsudstyr placeret i skoene.

Den anden med aflytningsudstyr i skoene var en mand, der ifølge politiet fungerede som bodbestyrer, hvor han som en af to tiltalte havde den daglige styring af en af hashboderne.

I efterforskningen har politiet desuden gjort brug af hemmelige ransagninger.

I den forbindelse har politiet fundet de bundtede penge, der blandt andet lå gemt under en container ved værkstedet på Amager.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen