Politiet anholder 11 personer efter skudepisoder i Køge

I en aktion har Midt- og Vestsjællands Politi anholdt ti mænd og en kvinde. Flere er sigtet for drabsforsøg

En konflikt i Køge fik politiet til at oprette en visitationszone. Torsdag morgen har politiet anholdt flere personer i forbindelse med to skudepisoder. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En konflikt i Køge fik politiet til at oprette en visitationszone. Torsdag morgen har politiet anholdt flere personer i forbindelse med to skudepisoder. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere personer er torsdag morgen blevet anholdt i forbindelse med to tidligere skudepisoder i Køge.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Blandt de anholdte er syv personer, som sigtes for drabsforsøg. De fremstilles torsdag formiddag i grundlovsforhør i Retten i Roskilde, fortæller pressemedarbejder i politikredsen Martin Bjerregaard.

- Vi har haft fokus på flere personer, som er blevet anholdt - men nogle er allerede blevet løsladt igen, siger han.

I en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi fremgår det, at i alt ti mænd og en kvinde er blevet anholdt.

Skudepisoderne, som politiets aktion er sket på baggrund af, fandt sted 21. januar, hvor en 17-årig dreng blev ramt af skud, og 28. januar, hvor to mænd på 26 og 31 år blev skudt.

De syv personer, der stilles for en dommer torsdag formiddag, er mistænkt for drabsforsøg i forbindelse med den ene af de to episoder. Hvilken der er tale om, vil politiet endnu ikke oplyse.

De syv er alle mænd og er i alderen 19 til 40 år.

Politiet har foretaget ransagning af flere adresser og lokaliteter primært i Køge-området i forbindelse med anholdelserne.

Episoden den 21. januar fandt sted på Karlemosevej, hvor en 17-årig dreng blev ramt af skud i torso.

Han blev indlagt og fik intensiv lægebehandling, men var uden for livsfare.

Den anden episode udspillede sig på Parkvej i Køge, hvor to mænd blev skudt på en parkeringsplads. Begge var efterfølgende i kritisk tilstand.

Efter skudepisoderne indførte politiet en visitationszone i Køge i 14 dage. Den er blevet forlænget ad to omgange.

Senest onsdag, hvor Midt- og Vestsjællands Politi besluttede at forlænge visitationszonen indtil foreløbig 11. marts.

Da visitationszonen blev forlænget onsdag, oplyste politidirektør Svend Larsen fra Midt- og Vestsjællands Politi, at der er 'en igangværende konflikt mellem to kriminelle grupperinger i Køge'.

Mens syv af de anholdte fremstilles i grundlovsforhør, skal politiet afhøre de resterende fire. Og så skal det vurderes, om de også skal stilles for en dommer, eller om de skal løslades.

Nogle af mistænkte blev anholdt i deres hjem eller andre opholdssteder, mens andre blev anholdt i forskellige arresthuse og fængsler.

Her befandt de sig, fordi de i forvejen er frihedsberøvet af andre årsager.

Grundlovsforhøret i Roskilde begynder klokken 11 og her vil anklagemyndigheden bede om, at retsmødet bliver holdt for lukkede døre.