Politiet: Bandefolk bag stribevis af indbrud

Fire anholdte fra Loyal To Familia menes at stå bag 28 indbrud. Guldopkøber mistænkes for hæleri

De fire anholdte er tilknyttet banden LTF. Foto: Jesper Mortensen/Polfoto
De fire anholdte er tilknyttet banden LTF. Foto: Jesper Mortensen/Polfoto

Tidligt i morges anholdt politiet fire unge mænd fra den københavnske gadebande LTF, Loyal To Familia, og sigtede dem for at have begået organiserede indbrud i lejligheder i København, på vestegnen og i Nordsjælland.

Politiet mistænker bandefolkene, der er i alderen 15 til 25 år, for 28 indbrud begået den seneste måneds tid. Ved indbruddene er der primært stjålet guld, sølv og smykker.

Samtidigt med anholdelserne, der skete på de mistænktes bopæle i Tingbjerg og Københavns NV-kvarter, slog politiet til mod en professionel guld-opkøber, der formodes at have købt tyvekoster fra de fire LTF´ere.

Politiet er stadig i gang med at undersøge guldvarer, der er beslaglagt i butikken.

Den 15-årige var ukendt af politiet, mens de tre andre anholdte på 25, 23 og 22 år i forvejen er kendt af politiet, blandt andet for berigelseskriminalitet.

De anholdte fremstilles torsdag eftermiddag i grundlovsforhør ved retten i Lyngby, hvor de foreløbig sigtes for 28 indbrud.

Politiets Task Force Indbrud har brugt et par uger på en intens efterforskning mod de fire, der menes at have begået indbrud dagligt.

Vidner og signalementer satte politiet på sporet af LTF´erne.

- Vi kunne se en bestemt modus (fremgangsmåde, red.), og kostervalget var guld og smykker, som ikke fylder meget at transportere og som er nemme at afsætte, siger politikommissær Allan Lørup, efterforskningsleder i TFI.

De formodede indbrudstyve er gået efter lejligheder, hvor organiserede indbrudsbander ellers oftest foretrækker villaer. Fremgangsmåde ved indbruddene har været at bryde dørene til lejlighederne op.

Politiet mener, at lejlighederne har været tilfældigt valgt, men de fleste mennesker ligger inde med lidt guld og smykker. Politiet har endnu ikke overblik over det samlede udbytte.

Opkøbere af guld- og sølv har pligt til at sikre sig identiteten på sælgerne. Politiet er nu ved at undersøge, om opkøberne har fulgt reglerne om at sikre guld-sælgernes identitet.

- Vi er ganske tilfredse med dagens aktion, hvor vi har standset en gruppering af personer, som vi mistænker for at være meget aktive indbrudstyve, siger politikommissær Allan Lørup, TFI.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere