Politiet: Bandefolk stormede cafe med trukne pistoler

27-årig fængslet for drabsforsøg efter at bandemedlemmer i fire biler ledte efter rivaler på Amager

Her fører politiet en af de 11 anholdte væk fra sommerhuset i Rødvig. PRESSE-FOTOS.DK
Her fører politiet en af de 11 anholdte væk fra sommerhuset i Rødvig. PRESSE-FOTOS.DK

Fire biler med bandefolk fra Brothas kørte i kortege til en cafe på Amagerbrogade, hvor tre maskerede mænd steg ud af bilerne og gik ind på cafeen med pistoler i hænderne.

De ledte efter personer fra rivalerne i den såkaldte NNV-gruppering, som de ville slå ihjel, men der var ingen på cafeen.

Så løb de tre pistolmænd igen ud af cafeen, sprang ind i to af de fire biler, og bilerne kørte samlet fra stedet i høj fart.

Sådan beskriver politiet episoden 17. september sidste år kl. 20.50 i sigtelsen mod en 27-årig Brothas-relateret mand, der søndag blev varetægtsfængslet i Københavns dommervagt for 23 dage.

Han sigtes for drabsforsøg og nægter sig skyldig.

Mange er fængslet
Den 27-årige er den seneste af mindst 15 personer, der er fængslet i forbindelse med konflikten i efteråret mellem Brothas og udbryderne fra banden, som politiet kalder NNV-grupperingen.

Den væbnede konflikt førte til en række af skyderier og vold mellem de to fraktioner af Brothas. Men efter politiets massive pres på bandemedlemmerne er der nu tilsyneladende ro på konflikten.

I torsdags blev en 39-årig, der er tilknyttet Brothas, varetægtsfængslet for episoden på cafeen på Amagerbrogade.

Den 39-årige sigtes desuden for et drabsforsøg 25. september sidste år på Bygmestervej i København NV, hvor der fra en grå Mercedes blev affyret mindst 10 skud med flere skydevåben mod en VW Passat, hvor der sad to mænd.

De var tilsyneladende uskyldige ofre, der blev forvekslet med personer fra NNV-grupperingen.

Den ene blev såret af skud i baghovedet og venstre skulder, hvorefter gerningsmændene efterlod den grå Mercedes på Provst Bentzonsvej i Søborg og kørte videre i en Seat Leon til et lejet sommerhus i Rødvig.

Se også: Politiet pillede ved skjult bande-våben, så pumpgun ikke kunne skyde

Her slog politiet til senere på aftenen og anholdt 11 bandefolk. Den 39-årige blev først senere sat i forbindelse med skyderiet og eftersøgt.

De anholdte fra sommerhuset blev sigtet på kryds og tværs for fem drabsforsøg under konflikten. Senere er et par stykker blevet løsladt og andre er blevet anholdt og fængslet, så politiet nu efterforsker ni drabsforsøg begået under konflikten mellem Brothas og NNV.

Under konflikten blev et Brothas-medlem også overfaldet, mishandlet og holdet fanget i 15 minutter i en frisørsalon på Nørrebro af en stor flok personer, som politiet mener var fra NNV-grupperingen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere