Politiet beder om hjælp: Mulig serie-forbryder bag skyderier i boligområde

Tre skyderier i et boligområde på den københavnske vestegn er muligvis udført af samme gerningsmand

Senest i går blev der skudt i Avedøre-bydelen i Hvidovre på den københavnske vestegn, hvor det gik ud over et mødested for unge.

Flere unge og voksne var til stede, men ingen kom til skade ved skyderiet, der er det tredje i bydelen på en uge. Nu undersøger politiet, om der er forbindelse mellem skyderierne, ligesom de efterlyser hjælp fra offentligheden til at finde gerningsmanden, skriver Københavns Vestegn Politi i en pressemeddelelse.

Se også: Aktion i Pusher Street: Politiet finder pistol med 9 skarpe skud

Skyderiet i går fandt sted på adressen Bødkerporten 2, og selvom området blev undersøgt med hunde og kriminalteknikere, har det ikke ført til en pågribelse af gerningsmanden.

- Vi efterforsker fortsat episoden men savner vidner. Så hvis nogen har set eller hørt noget mistænkeligt i forbindelse med episoden tirsdag aften lidt over kl. 21, så kontakt os gerne, siger efterforskningsleder Ole Nielsen i pressemeddelelsen.

Se også: Politi mørkelægger sag om skyderi og kniv-angreb i nat

Mulig sammenhæng
Første gang, politiet fandt tegn på skud, var på vejen Bymuren omkring klokken 23.25 den 20. marts og igen fem dage senere ud for Bødkerporten 41 omkring klokken 22.

Ifølge politiet har de ikke viden om, at nogen er kommet til skade ved skyderierne, ligesom de heller intet ved om mulige årsager til skyderierne.

Holder åbent
Der var femten unge til stede, da der blev skudt mod mødestedet tirsdag aften, oplyser Helle Moesgaard Adelborg (S), der er borgmester i Hvidovre Kommune.

- Det er et sted, hvor vi har en gruppe unge, der mødes sammen med personale - altså pædagoger og lærere - et par gange om ugen.

Se også: Politi mørkelægger sag om skyderi og kniv-angreb i nat

- Vi fortsætter med at hjælpe de unge med de behov, de nu har. Vi fortsætter med at have åbent efter påske et par gange om ugen, præcis som vi plejer at have det, siger hun til Ritzau.

Det er unge i alderen 12 til 17 år, der mødes på adressen. Her snakker de med andre unge og stedets personale om ting, de måske ikke kan snakke om derhjemme, forklarer borgmesteren.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere