Politiet bekræfter: Hemmeligt brev indgår i efterforskning af drabsforsøg

Brevet indeholder fortrolig plan om at snyde politiet i sag om voldsomt drabsforsøg på 43-årig kvinde

Overfaldet på den 43-årige kvinde skete kort før klokken tre natten til fredag 11. maj i kvindens eget hjem.
Foto: Kenneth Meyer
Overfaldet på den 43-årige kvinde skete kort før klokken tre natten til fredag 11. maj i kvindens eget hjem. Foto: Kenneth Meyer

Et håndskrevet brev indgår nu i politiets efterforskning i sagen om et voldsomt drabsforsøg på en 43-årig lærerinde fra Greve.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi.

Ekstra Bladet kunne i sidste uge beskrive brevet, som indeholder en fortrolig plan om at snyde politiet. Afsenderen menes at være den 43-årige kvindes ekskæreste, der siden 12. maj har siddet varetægtsfængslet i sagen. Han nægter sig skyldig i sigtelsen om drabsforsøg.

Efterforskningsleder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Kim Løvkvist, ønsker ikke at oplyse, hvorvidt den sigtede mand er blevet afhørt om brevets indhold.

- Det kan jeg ikke udtale mig om, men jeg kan godt bekræfte, at brevet nu indgår i efterforskningen, siger han til Ekstra Bladet.

Foto: Kenneth Meyer. Indsat privatfoto. Collage: Anne-Marie Dyrkilde Krimi Hemmelig plan i sag om drabsforsøg: Sådan skulle politiet snydes

Det hemmelige brev er sendt under den sigtedes varetægtsfængsling og er tilsyneladende et forsøg på at overbevise en kammerat om at lyve for politiet.

I brevet står der blandt andet, at den fængslede måske får brug for hjælp, fordi han ikke har noget med sagen at gøre. Han er ’seriøst bekymret for’, at politiet er ved at bygge en sag mod ham baseret på indicier, fremgår det af brevet.

Den 43-årige kvinde overlevede kun, fordi hun værgede for sig og kæmpede for sit liv. Her er politiet ved gerningsstedet efter overfaldet. Foto: Kenneth Meyer
Den 43-årige kvinde overlevede kun, fordi hun værgede for sig og kæmpede for sit liv. Her er politiet ved gerningsstedet efter overfaldet. Foto: Kenneth Meyer

Vennen bliver derfor bedt om dels at bakke op om, at den nu fængslede mand var 100 procent afklaret omkring bruddet med sin ekskæreste. Og dels skal vennen ’hjælpe’ med en forklaring, som kan lede politiets opmærksomhed væk fra den sigtede.

Ekstra Bladet har været i kontakt med den 40-årige sigtedes advokat Henrik Stagetorn, der ikke ønsker at kommentere oplysningerne om brevet.

- Sagen kører stadig for lukkede døre, lyder det fra advokaten, der oplyser, at hans klient netop i dag gået med til en frivillig forlængelse af sin varetægtsfængsling i yderligere to uger.

- Det skyldes, at vi venter på nogle tekniske erklæringer, og inden de forelægger, så giver det ikke mening at holde et retsmøde, siger advokaten.

Den 40-årige sigtede spillede før sin fængsling en rolle i lokalsamfundet, men Ekstra Bladet er afskåret fra at skrive hvilken, da han er beskyttet af navneforbud.

Kæmpede for sit liv
Det voldsomme overfald på den 43-årige kvinde skete kort før klokken tre natten til fredag 11. maj i år. Her brød en maskeret gerningsmand ind i kvindens hjem i Greve og forsøgte at dræbe hende med et slagvåben.

Under overfaldet fik offeret brud på både arme, ben, ribben samt hovedpulsåren til hjernen og var i livsfare, da hun stærkt medtaget blev bragt til Rigshospitalet.

Den 43-årige kvinde overlevede kun, fordi hun værgede for sig og kæmpede for sit liv.

Også kvindens ni-årige datter var til stede under overfaldet, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger var det pigen, der løb efter hjælp hos en nabo.

Den 40-årige mand er udover drabsforsøget også sigtet for vold mod den ni-årige pige. Også i det forhold nægter han sig skyldig.

I første omgang meldte politiet ud, at gerningsvåbenet i det voldsomme overfald var en økse, men siden har de oplyst, at der også kan være tale om en mukkert eller en hammer.

Usikkerheden skyldes, at det endnu ikke er lykkedes politiet at lokalisere slagvåbenet.

- Men status på efterforskningen er, at vi er langt i forløbet, og at sagen er ved at blive rundet af og overleveret til juristerne med henblik på at rejse en tiltale, oplyser efterforskningslederen.