Politiet beslaglægger 31 kilo kokain og anholder mistænkt

En specialenhed under politiet har beslaglagt en stor mængde kokain. En 34-årig udlænding er anholdt

Politiet i det sydlige Danmark har beslaglagt 31 kilo kokain i forbindelse med efterforskningen af en sag om narkosmugling.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse natten til tirsdag.

En 34-årig udenlandsk mand er anholdt og varetægtsfængslet i sagen.

- Det er sjældent, at vi kan beslaglægge så store mængder kokain på en gang. Der er tale om meget grov, organiseret kriminalitet, der finder sted på tværs af landegrænser, udtaler politiinspektør Brian Fussing fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA) i meddelelsen.

Den mistænkte mand blev anholdt den 1. februar og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191, den såkaldte hårde narkoparagraf, der kan give op til 16 års fængsel. Den 34-årige mand nægter sig skyldig.

UKA Vest er en specialenhed under Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere, som bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i samarbejde med politi og toldvæsen i Tyskland.

Af hensyn til den videre efterforskning har UKA Vest ikke yderligere kommentarer til sagen.

100 kilo fragtet på skib
I midten af februar forpurrede dansk politi et forsøg på at indsmugle en endnu større mængde kokain.

Den 15. februar blev et parti kokain på omkring 100 kilo kastet i vandet fra et containerskib, der befandt sig ud for Langelands østkyst.

Tre personer, to fra Rusland og en fra Letland, samlede det op i en mindre båd og sejlede det ind til Spodsbjerg. Politiet anholdt de tre personer, mens de var i gang med at placere kokainen i bagagerummet på en bil.

Herudover blev 24 besætningsmedlemmer på skibet anholdt og sigtet i sagen. 23 heraf er siden blevet løsladt.

Se også: 23 søfolk fra narkoskib løslades

Kokain for millioner

Salgsværdien på gaden af 100 kg kokain er omtrent 6 millioner euro, svarende til lige under 45 millioner danske kroner.

Indkøbsprisen på 100 kg vil ligge omkring 250.000 euro svarende til 1,8 millioner danske kroner.

Det vil sige, at de 31 kilo har en salgsværdi på gaden lige under 14 millioner. Indkøbsprisen er omkring 550.000 kroner.

Markedet for kokain står for ca. en tredjedel af al omsætning ved narkosalg i Europa. I 2017 blev der i alt omsat narko for 30 milliarder euro, svarende til omkring 224 milliarder danske kroner.

Til sammenligning omsatte A.P. Møller-Mærsk, som er Danmarks største virksomhed målt på omsætning, for 246,5 milliarder kroner i 2018.

Omkring fire millioner europæere har brugt kokain i løbet af det seneste år. Det gør kokain til det næstmest populære stof i Europa kun overgået af Cannabis.

I 2017 beslaglagde man 140 tons kokain i Europa.

Kilde: Det europæiske center for overvågning af narkotika og narkoafhængighed, Berlingske