Politiet efterforsker: 'Migrant-dukke' hængt ved Føtex

En dukke hængt i en løkke i Randers har skabt stor harme på de sociale medier, og den vedhæftede besked har fået politiet i gang med at efterforske hændelsen

Dukken blev anmeldt af flere bekymrede borgere, der gik forbi i Randers. Foto: Facebook
Dukken blev anmeldt af flere bekymrede borgere, der gik forbi i Randers. Foto: Facebook

Det var et uhyggeligt syn, der mødte de forbipasserende borgere ved Føtex i Randers søndag formiddag.

Ved muren mod busterminalen hang en dukke i en løkke, og på dukken var der hæftet et skilt.

'Stop masseindvandring. Jeg tog til Danmark og begik overfaldsvoldtægt mod hvide kvinder, så nu hænger jeg her som fortjent', stod der på dukken.

Flere bekymrede borgere valgte efter at have set dukken at kontakte politiet.

Det bekræfter den presseansvarlige ved Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

-Vi fik anmeldelsen søndag om, at der hang en dukke i en løkke, og vi var herefter ude og tage den ned. Nu er vi i gang med at efterforske sagen og finde ud af, om det er strafbar handling, fortæller han.

Beskeden på dukken får nu en aktivistgruppe til at arrangere et møde om situationen i Randers. Foto: Facebook
Beskeden på dukken får nu en aktivistgruppe til at arrangere et møde om situationen i Randers. Foto: Facebook
 

Ikke første gang
Man er ved politiet bekendt med en gruppe, der siger, at de ved, hvem det er står bag dukken, og det er noget, de også undersøger nu.

Det er nemlig ikke første gang, at der er hængt budskaber mod indvandring op i den jyske by.

Det bekræfter politiet og aktivistgruppen Randers mod racisme.

Tidligere har der været hængt bannere op ved den nævnte Føtex, men nu er de ukendte gerningsmænd altså gået skridtet videre.

En sag for politiet
Hos Føtex er man ked af hændelsen, men mener ikke, at der er grund til mere sikkerhed ved bygningen.

- Det er selvfølgelig ikke fedt, hvis der er nogen, der har følt sig utrygge, men det er en sag for politiet, fortæller Kasper Reggels, der er presseansvarlig for Føtex.

Hændelsen har fået gruppen Randers mod racisme til at organisere et møde, hvor man vil diskutere, hvad der kan gøres mod de hadefulde budskaber, der bliver spredt i byen.

Det bekræfter gruppen over for Ekstra Bladet på Facebook.

'Vi tager skarpt afstand fra hændelsen og er bekymrede for den facisme og racisme, der sniger sig frem i vores samfund. Vi holder møde i aften, hvor jeg er sikker på, det vil blive diskuteret.'

Gruppen valgte, efter dukken var taget ned, at hænge deres eget banner op ved butikken.

Gruppen vil nu samle folk til et møde senere på dagen. Foto: Randers mod racisme
Gruppen vil nu samle folk til et møde senere på dagen. Foto: Randers mod racisme
 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere