Politiet efterforsker populær hestehandlers død: Flere tegn på vold

En 42-årig kvinde er varetægtsfængslet og mistænkt for at have udøvet dødsvold i form at et enkelt stik mod 52-årig hestehandler

Den 42-årige kvinde nægter sig skyldig i sigtelsen om dødsvold mod hestehandler fra Sjælland. Foto: Ridehesten
Den 42-årige kvinde nægter sig skyldig i sigtelsen om dødsvold mod hestehandler fra Sjælland. Foto: Ridehesten

Nordsjællands Politi efterforsker i øjeblikket en mystisk sag om dødsvold i det sjællandske hestemiljø.

Her døde en 52-årig lokal kendt hestehandler kort før nytår, og en 42-årig kvinde med relation til manden blev i går varetægtsfængslet i foreløbigt syv dage sigtet for dødsvold mod manden.

Ifølge sigtelsen mod den 42-årige kvinde er det en enkelt 5 cm dyb stiklæsion på mandens venstre halsregion, der har fået politiet til at gå ind i sagen.

- Der er fundet tegn på vold mod afdøde også andet end stiklæsionen, men hvad det præcist er, kan jeg ikke kommentere lige nu. Det er en del af efterforskningen, siger efterforskningsleder Kenneth Støvhase til Ekstra Bladet.

Se også: Kvinde fængslet i mystisk sag om dødsvold

En retsmedicinsk undersøgelse skal nu fastslå, præcist hvad den 52-årige hestehandler døde af. 

Ifølge politiet fandt dødsvolden sted om natten 28. december sidste år kort før klokken 1.00. Men om den 52-årige hestehandler også afgik ved døden på samme tidspunkt eller først senere, ønsker efterforskeren endnu ikke at oplyse. 

- Fastlæggelse af tidspunkter er en del af efterforskningen, og det er oplysninger, der er kommet frem for lukkede døre i retten, siger Kenneth Støvhase.

Se også: Politi: Kvinde begik dødsvold mod mand

Ifølge politiet kendte kvinden og den afdøde hinanden, og teknikere forsøger nu at fastslå hvilket gerningsvåben, der kunne have givet den 52-årige hestehandler det dybe stik.

- Vi har ikke fundet et gerningsvåben endnu, og vi har heller ikke fastlagt, hvilket våben, der kunne være tale om. Det er noget som alt sammen indgår i vores efterforskning, siger Kenneth Støvhase.

Den 42-årige kvinde nægter sig skyldig i den alvorlige sigtelse.

Hun blev anholdt af Nordsjællands Politi klokken 17.50 i tirsdag eftermiddag.

Iført cowboy bukser og en blå trøje tog den mørkhårede kvinde i går plads i Retten i Hillerød, hvor sagens alvor med al tydelighed kunne læses i hendes ansigt. Forgrædt og træt svarede hun stille på oplysningerne om hendes fødselsdato og fulde navn.

I 25 minutter konfererede hun først med sin fremmødte forsvarer i et tilstødende lokale, før sagen mod hende igen kunne fortsætte. Efter sigtelsen blev læst højt, valgte dommeren at lukke dørene, og mens pressen forlod lokalet, brød kvinden sammen i gråd.

I hestemiljøet - særligt på flere fora på nettet - bliver den 52-årige afdøde hestehandler mindet med flere kærlige ord.

Mange udtrykker chok og sorg over hans pludselige død.

- Han var sådan en rar mand, lyder det som kommentar til nyheden i et fora på nettet.

- En rar og afholdt hestehandler, lyder det videre.