Politiet efterforsker voldtægt i Frederikshavn

Søndag eftermiddag har en 56-årig kvinde anmeldt en voldtægt til Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en mulig voldtægt i Frederikshavn.

Det skriver Nordjyske.

Søndag klokken 13.45 anmeldte en lokal 56-årig kvinde, at hun havde været udsat for et overgreb i løbet af natten i forbindelse med en overnatning.

- Vi er ved at finde ud af præcist, hvad der er sket, oplyser vagtchef Jess Falberg fra Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Ifølge hende selv, har hun været ovre og overnatte ved nogle bekendte, og i den forbindelse har manden i huset voldtaget hende, mens hun sov.

Voldtægten skulle angiveligt have fundet sted i en lejlighed.

- Vi har lavet en personundersøgelse på hende, hvilket vil sige, at en retsmediciner kommer ind og undersøger hende, så vi kan dokumentere, hvis hun har nogle skader eller lignende, siger Jess Falberg.

Næste skridt i efterforskningen bliver ifølge vagtchefen at lave en personundersøgelse af den mulige gerningsmand. Det er endnu ukendt, hvordan han forholder sig til anklagen.

- Så må vi se, hvor det bærer henad, og hvad han har at sige, siger Jess Falberg.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere