Politiet efterlyser kvinde: Forlod ulykkessted 'stortudende'

Kvinden var ikke den eneste, der forlod stedet efter ulykken. Manden, der påkørte hende, var også hurtigt væk

En kvinde på omkring de 30 år blev tirsdag eftermiddag påkørt af en bil, da hun holdt for rødt i krydset mellem Frederiksborggade og Søtorvet ved Dronning Louises Bro i København.

Efter påkørslen skyndte kvinden sig væk, og det får nu Københavns Politi til at sende en efterlysning ud.

- Et vidne har set kvinden køre stortudende væk fra stedet. Hun er ikke kommet mere til skade, end at hun kan forlade stedet på cykel, men ifølge vidnet virkede hun stærkt chokeret, og vi vil gerne sikre os, at hun er okay, fortæller vagtchef Henrik Brix til Ekstra Bladet.

Overfusede cyklist
Kvinden var ikke den eneste, der forlod stedet efter ulykken. Manden, der påkørte cyklisten, var også hurtigt væk.

- De holder begge for rødt, da en mand i en hvid personbil bakker og påkører den kvindelige cyklist. Herefter går han ud af bilen, skælder hende ud og forlader stedet, fortæller vagtchefen.

Inden da nåede et vågent vidne dog at tage et billede af mandens bil og nummerplade. Derudover har politiet et signalement af manden. Af hensyn til efterforskningen vil politiet dog ikke ud med signalementet.

Manden kan forvente at få en bøde for at være flygtet fra et færdelsuheld.

Kvinden beskrives som cirka 30 år, 170 cm høj, lys i huden og med lyst hår i en hestehale. Hun var iført en gul jakke og beige shorts. Kvinden kørte på en mormor-cykel og bar cykelhjelm.

Har du oplysninger i sagen, bedes du kontakte politiet på 114.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere