Politiet efterlyser mulig børnelokker

En mand i 50'erne tilbød gentagne gange at give en 14-årig pige et lift ved Horsens

Sydøstjyllands Politi vil meget gerne tale med den mand, som i går forsøgte at få en 14-årig pige med i sin bil i Korning vest for Horsens.

Pigen kom cyklende på Pebringsvej ved Korning omkring kl. 11, da hun gentagne gange blev tilbudt et lift af en mand mellem 50-60 år.

Hun befandt sig under en kilometer fra sit hjem og afviste at tage imod liftet. Herefter kørte manden fra stedet i retning mod Korning.

Pigen havde kort forinden set manden være meget interesseret  i hendes cykel, da den stod parkeret ved Ussingvej og Sdr. Gyldevej i Korning.

Manden skyndte sig dog at køre væk, da hun kom. Kort efter mødte hun ham så igen, da han tilbød hende et lift.

Politiet vil gerne tale med den pågældende mand.

Han beskrives som 50-60 år, kraftig af bygning, lys i huden, har kort, brunt hår og har briller og taler dansk.

Han var iført en mellembrun jakke eller blazer og en blåternet skjorte. Han kørte i en sort Opel Corsa med et DK-mærke i bagruden, som formentlig er næstnyeste Opel Corsa-model.

Politiet kan kontaktes på tlf. 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere