Politiet efterlyser 'piercet' børnelokker ved prins Felix' skole

Københavns Politi har udsendt et meget detaljeret signalement af en mandlig børnelokker, der for nogle uger siden greb fat i to små piger

Flere elever fra privatskolen Krebs' Skole er blevet antastet af en børnelokker. (Arkiv: Polfoto)
Flere elever fra privatskolen Krebs' Skole er blevet antastet af en børnelokker. (Arkiv: Polfoto)

Ved du noget? Skriv til os på 1224@eb.dk ellers SMS til 1224 (Koster alm. SMS-takst)

Københavns Politi går nu ud med et signalement af den børnelokker, der for nogle uger siden forsøgte at hive fat i to små piger ved den fornemme privatskole Krebs Skole, hvor blandt andre prins Felix går.

Manden blev fysisk, efter de to piger havde afvist et tilbud om slik og billetter til Tivoli. De fik dog revet sig væk, oplyser Mads Helios, der er efterforskningsleder.

Han giver følgende signalement af manden:

20-25 år, spinkel af bygning, skaldet, piercinger i ører, læbe og øjenbryn, tatoveringer på hals og hænder, iført blå hættetrøje, sort/hvid kasket, cowboybukser og hvide adidasksko.

Politiets signalement kommer, fordi de ikke er kommet tættere på at fange ham.

- Vi har lavet nogle afhøringer, men det har ikke kastet noget resultat af sig, så vi håber dette kan hjælpe, siger Mads Helios.

Episoden skete torsdag den 17 september klokken 11 om formiddagen. Hvis man har nogle oplysninger i sagen, kan man ringe til Københavns Politi på 114.

Se også: Børnelokker løs ved prins Felix' skole

Forældre advaret i brev

Forældrene på Krebs' Skole modtog kort efter et brev fra skolen om, at en børnelokker var løs i Østre Anlæg. Et anlæg, som skolens elever blandt andet bruger til deres 'bevægelsestimer' og mange andre aktiviteter.

Episoden skete, mens elever på 2. klassetrin trænede til 'Krebseløbet', som er en årlig motionsdag. Her antastede den piercede mand de to piger.

Ledelsen advarer derfor om, at børnene ikke må færdes alene i parken, og at forældre skal være ekstra opmærksomme, da Østre Anlæg for mange elevers vedkommende er en del af skolevejen.

- Det er rigtigt, at vi har sendt et brev ud til forældrene, hvor vi orienterer om, at episoden har fundet sted. Vi bruger anlægget rigtig meget og har naturligvis sat et beredskab ind nu, som jeg ikke vil forklare nærmere. Vi har naturligvis også indgivet en anmeldelse til politiet. Mere har jeg sådan set ikke at sige, sagde skolebestyrer på Krebs' Skole Mikael Fink-Jensen til Ekstra Bladet i sidste uge.

Både Kronprins Frederik og Prins Joachim har gået på Krebs' Skole, og Prins Nikolai gik der, indtil han sidste år startede på Herlufsholm Kostskole. Prins Felix går på nuværende tidspunkt i syvende klasse på skolen.