Politiet efterlyser: Ung mand truede med kniv

Manden truede en ældre medborger med dødstrusler og kniv på Albertslund Station

Den unge mand truede en ældre person med kniv og dødstrusler på Albertslund Station 29. august i år (Politifoto)
Den unge mand truede en ældre person med kniv og dødstrusler på Albertslund Station 29. august i år (Politifoto)

Københavns Vestegns Politi efterlyser vidner, efter en yngre mand truede en ældre mand med dødstrusler og kniv på Albertslund Station 29. august klokken 8.20 i år.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Den 77-årige mand, som blev truet, passerede fire unge mænd i tunnellen ved Stationstorvet på ladcykel. Da der pludselig blev råbt efter manden, standsede han, og en af de fire unge mænd kom hen og trak en kniv op fra sin baglomme.

Derefter truede den unge mand med at stikke den ældre mand og hans hund. Heldigvis begyndte hunden at gø, og det fik manden til at trække sig tilbage til de andre.

Ung og med dynejakke
Manden beskrives som mellem 16 og 20 år. Han er nordafrikansk af udseende og har kort, sort hår. Han bar en dynejakke i camouflage-farver, sorte bukser og sorte sko med hvide såler.

Det er ham, man kan se på billedet ovenfor.

Hvis man ved, hvem personen er, eller oplevede hændelsen, må man meget gerne kontakte Københavns Vestegns Politi på telefonnummer 114 eller 43861448.