Politiet efterlyser vidner: Røver tog 83-årig offer med på en køretur

Efter hjemmerøveriet kørte gerningsmanden den 83-årige kvinde tværs gennem Odense, inden han flygtede fra stedet

Fyns Politi efterlyser vidner i en mærkværdig sag om hjemmerøveri natten til lørdag.

Her blev en 83-årig kvinde omkring klokken 01.30 udsat for et groft hjemmerøveri, da en gerningsmand med trusler og vold tiltvang sig adgang til kvindens bopæl på Thomas Overskous Vej i Odense.

Under hjemmerøveriet fandt gerningsmanden kvindens bilnøgle og forlod efterfølgende bopælen for at køre til Sydbanks hæveautomat på Rugårdsvej 176 i Tarup.

-  I mellemtiden har hun ikke mulighed for at hente hjælp, for han har foretaget sig nogle ting, som gør, at hun forbliver på stedet, mens han er ude af huset, siger vagtchef Anders Furbo Therkelsen til Ekstra Bladet uden at ville uddybe nærmere.

Efter kort tid vender gerningsmanden igen tilbage til huset på Thomas Overskous Vej. Denne gang tvinger han sit 83-årige offer med ud i bilen og kører hendes tværs gennem byen, for derefter at flygte fra stedet ad Kertemindestien mod øst i Odense.

- Efter han er gået fra bilen, så kører forurettede selv op til politiet og melder episoden, siger vagtchefen om den 83-årige kvinde, som efter omstændighederne har det godt og er ved godt mod.

Den ældre kvinde kunne dog ikke kaste lys over, hvorfor gerningsmanden valgte at køre hende ca. fire kilometer væk fra bopælen og stoppe på et ukendt sted ved Grønlandsgade i Odense. Heller ikke politiet kan give et bud på røverens intentioner.

- Hvis vi kunne svare på det, så var vi kommet et stort skridt videre. Der er ikke noget, som peger på hvorfor. Han har sagt nogle få ting til hende, men intet af det har kunnet begrunde, hvorfor hun skal med ud og køre, siger Anders Furbo Therkelsen.

Gerningsmanden beskrives som ca. 170 cm. høj. Almindelig til spinkel af bygning. Iført grå regnjakke med blå aftegning og hætte samt hue som dækkede ansigtet. Han talte dansk.

Fyns Politi vil i forbindelse med episoden gerne høre fra vidner, der har set kvindens bil i tidsrummet mellem kl. 01.30 og 02.45 natten til lørdag. Herunder særligt oplysninger vedrørende føreren af bilen.

Kvindens bil, som røveren kørte hende væk i, er en sølvfarvet Toyota Rav 4 med registreringsnummer SC96318.

Fyns Politi vil også gerne høre fra vidner der har set eller hørt noget på eller omkring Thomas Overskousvej i Odense forinden eller på gerningstidspunktet klokken 01.30.

Politiet kan kontaktes på 114.