Politiet efterlyser voldsmand: Klippede finger af 22-årig

Nordjyllands Politi efterlyser den 35-årige Michael Brønnum Fabrin

35-årige Michael Brønnum Fabrin klippede ifølge politiet venstre tommelfinger af en 22-årig mand. (Politifoto)
35-årige Michael Brønnum Fabrin klippede ifølge politiet venstre tommelfinger af en 22-årig mand. (Politifoto)

Nordjyllands Politi har offentliggjort et billede af den 35-årige Michael Brønnum Fabrin.

Michael Brønnum Fabrin er mistænkt for et særdeles groft overfald på en 22-årig mand i Hobro i sidste uge.

Overfaldet skete ved krydset Nyvej/Jernbanegade den 11. marts kl. 13.13.

Gerningsmanden, som politiet umiddelbart efter overfaldet identificerede som den rockerrelaterede Michael Brønnum Fabrin, havde en kort ordveksling med den 22-årige, som gik på fortovet, inden han sprang ud af sin bil og tildelte den 22-årige flere slag og spark.

Efterfølgende trak overfaldsmanden sit offer hen ad fortovet, inden han trak en rosensaks frem.

- Han satte sig på ham, holdt hans venstre arm op og klippede tommeltotten af og stak ham i benet, oplyser politikommissær Preben Møller fra Nordjyllands Politi i Himmerland.

Nordjyllands Politi advarer om, at man selv henvender sig til Michael Brønnum Fabrin.

- Hvis man ser den formodede gerningsmand, så skal man straks henvende sig til nærmeste politi på telefonnummer 114, siger politikommissær Preben Møller, der advarer mod, at man selv forsøger at tilbageholde den formodede gerningsmand.

Se også: Overfaldsmand klippede tommeltot af 22-årig

35-årige Michael Brønnum Fabrin beskrives som 184 cm høj, almindelig af bygning, skaldet, blå øjne, flere tatoveringer, bl.a. på halsen.

I forbindelse med overfaldet kørte Michael Brønnum Fabrin  i en bordeauxfarvet Hyundai Accent med registreringsnummeret XS 52 884.

Umiddelbart efter overfaldet søgte den 22-årige tilflugt på den nærliggende Hobro Friskole, hvorfra en ambulance straks blev tilkaldt.

De to mænd, som begge er fra lokalområdet, kender hinanden, men ifølge politikommissæren er den 22-årige ikke kendt af politiet.

Oplysninger til Nordjyllands Politi på tlf. 114.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere