Politiet før gigantisk julerazzia: Det holder vi øje med

Samtlige politikredse er på stikkerne den næste uge i jagten på spritbilister

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Mere eller mindre alt, hvad der kan mobiliseres af færdselsbetjente, er over den næste uge massivt til stede på vejene for at fange sprit- og narkobilister.

- Vi lægger et massivt tryk, så der er mange flere betjente på gaden end normalt til at lave de her spritkontroller. Det er både betjente på motorcykler, i civile biler med videoudstyr, og kantstenskontrol, hvor man for eksempel stopper samtlige bilister, siger Jens Henrik Jensen, vagtchef ved Østjyllands Politi.

Den øgede indsats er en del af en national indsats, fortæller vagtchefen.

- Fra i går til og med 16. december løber denne nationale kontrol, hvor vi har særligt fokus på spiritus- og narkokørsel. Også i hverdagene er vi mere opmærksomme, men det er klart, at indsatsen er særligt koncentreret omkring weekenderne.

Afviger
Der er flere ting, politiet er særligt opmærksomme på, når det gælder om at spotte en chauffør, der har været lidt for tørstig ved julebordet.

- Det er jo en fornemmelse, man har som politimand. Men grundlæggende kigger man efter ting, der afviger fra normalbilledet. Det kan være særligt langsom kørsel, usikker kørsel, særligt hurtig kørsel, og så er der selvfølgelig også nogle, man kender i forvejen (som nogen, der har kørt spritkørsel, red.), men det er selvfølgelig få, siger Jens Henrik Jensen.

Vagtchefen har siddet med mange gennem årene, der havde fået en tår over tørsten, fortæller han.

- Jeg har siddet med mange voksne mænd, der har hængt gevaldigt med næbbet, fordi de har mistet deres kørekort. Så man skal lade bilen stå og tage en taxa. Og når man så tager en taxa, så skal man sørge for, at det er en rigtig taxa og ikke en pirat-udgave.

Kan ende galt
Hvad der kan virke som en god mulighed for at spare et par hundrede kroner efter en bekostelig aften, kan ende ganske galt.

- Vi har tidligere haft store problemer med pirat-taxaer i Aarhus, og ud over at det er ulovligt, så er det ikke altid, at dem, der samler dig op, vil dig det bedste. Der er eksempler på, at det pludselig bliver meget dyrere, eller at de tvinger folk til at udlevere pinkoden til deres betalingskort for eksempel, siger Jens Henrik Jensen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen