Politiet fumlede - Kirsten druknede

72-årig svækket kvinde druknede i bæk efter at være forsvundet to gange på et døgn

72-årige Kirsten Rasmussen (tv) var på det seneste svækket af sygdom, og det belastede samlivet med ægtefællen Jens Hou. (Privatfoto)
72-årige Kirsten Rasmussen (tv) var på det seneste svækket af sygdom, og det belastede samlivet med ægtefællen Jens Hou. (Privatfoto)

Det er umuligt at sige, om 72-årige Kirsten Rasmussens død kunne være undgået. Men man kunne have gjort mere for at forhindre den konfuse kvinde i at være til fare for sig selv.

Politiet tog for let på sagen. Havde de sendt en hundepatrulje, var hun hurtigt blevet fundet.

Sådan tegner billedet af hustruens død sig både hos enkemanden, Jens Hou, og parrets naboer fire dage efter druknetragedien i en bæk blot 200 meter fra hjemmet i Skovby vest for Aarhus.

Forsvandt to gange på et døgn
Det sidste døgn i sit liv var den sygdomssvækkede Kirsten Rasmussen meldt forsvundet ikke færre end to gange. Anden gang kom hun ikke hjem. Torsdag middag i sidste uge blev hun fundet liggende med hovedet under vand ved bredden af et lille vandløb blot 200 meter fra sit hjem.

Både naboer og enkemanden Jens Hou fortæller Ekstra Bladet, at Kirsten Rasmussen burde være blevet indlagt allerede efter den første forsvinden forrige onsdag. Da dukkede hun pludselig op tidligt om morgenen syngende for fuld hals på naboens gårdsplads. Iført en frakke og ikke en trevl inden under.

- Hun stod og skrålede en sølvbryllupssang. Klokken var fem, og det var frostvejr. Min kone fik hevet hende ind i køkkenet. Hun var tydeligvis forkommen og helt fjern, men efter noget kaffe og en bid brød, livede hun op, fortæller naboen, Finn Skytte.

Hjemmet lignede en losseplads
Hans hustru Pia og parrets datter, der arbejder i ældreplejen, ventede et par timer, inden de fulgte den 72-årige kvinde hjem. Men da de så bopælen, der bag gardinerne lignede en losseplads, besluttede de at kontakte politiet, som sendte en lokal landbetjent.

- Også han så de kummerlige forhold og burde have tilkaldt de sociale myndigheder eller en læge, fortæller Finn Skytte.

Op ad formiddagen fik man kontakt med Kirsten Rasmussens ægtefælle, Jens Hou. Han fik overladt sin kone gennem 29 år med besked om at ringe til landbetjentens tjenestemobil, hvis der skete mere.

Ringede forgæves til 112
Herom fortæller Jens Hou til Ekstra Bladet:

- Da hun forsvandt igen onsdag aften, ringede jeg som aftalt til landbetjenten, men der var telefonsvarer på. Så skrev jeg en sms om, at fuglen var fløjet. Men der skete ikke noget.

I følge Jens Hou kontaktede han derpå alarmcentralen to gange i aftenens løb. En politimand ringede tilbage og sagde, at når landbetjenten i forvejen var inde over, så var det tilstrækkeligt. Der blev på intet tidspunkt sendt en hundepatrulje ud.

Torsdag morgen så landbetjenten Jens Hous sms om den forsvundne Kirsten Rasmussen, som havde været borte hele natten. I stedet for at iværksætte en eftersøgning efter den formodentligt forkomne kvinde valgte landbetjenten at efterlyse Kirsten Rasmussen på en Facebook-side for folk i Skovby- og Galten-området.

Parrets lille hus ligger på det yderste af Sydøstjyllands Politis område, og vandløbet danner skel til Østjyllands Politi.

God og dårlig nyhed
Sidst på formiddagen gik landbetjenten og en af naboerne ned til bækken for at lede. Imens blev Jens Hou bedt om at sætte sig i haven.

- Så dukkede politimanden pludselig op med sin mobil i hånden. Han sagde: 'Jeg har en god og en dårlig nyhed. Den gode er, at vi har fundet din kone. Den dårlige er, at hun er druknet', sagde han og viste mig et billede af hende på sin mobil.

Politiet afviser kritikken
Ekstra Bladet har forelagt hændelsesforløbet for Sydøstjyllands Politi. Her afviser vicepolitiinspektør Andreas Bryld Hansen kritikken af politiets indsats:

- Hvis vi får en konkret anmeldelse, rykker vi selvfølgelig ud. Det er ikke sket her.

- Man kan vel ikke bede folk om at sende en sms og så først reagere den næste morgen?

- Det er ikke min oplevelse, at der er blevet slået klart og tydeligt alarm, for så havde vi reageret. Sket er sket, og det kan hverken du eller jeg lave om på, siger Andreas Bryld Hansen.

Kirsten Rasmussen bisættes på mandag fra Skovby Kirke.

1 af 3 Enkemand Jens Hou ved bækken, hvor hustruen Kirsten blev fundet død i torsdags. (Foto: Ernst van Norde)
2 af 3 Fra stedet, hvor Kirsten druknede, er der 200 meter op til parrets hjem. (Foto: Ernst van Norde)
3 af 3 72-årige Kirsten Rasmussen (tv) var på det seneste svækket af sygdom, og det belastede samlivet med ægtefællen Jens Hou. (Privatfoto)
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen