Politiet gik efter hashkøbere ved Christiania: Mødt af maskerede mænd med sten

Fortsatte pres på den organiserede handel med hash i Pusher Street med aktion torsdag formiddag

Torsdag formiddag fortsatte politiet deres 'januar-offensiv' mod den organiserede handel med hash i Christianias Pusher Street.

Og, hvor man ved de tidligere aktioner har gået mod selve pusherne i hashgaden, så var det køberne, der var målet for dagens aktion, fortæller Lars-O. Karlsen, chef for Operativ Specialafdeling, OSA, Københavns Politi.

- I den forbindelse kom der maskerede mænd med sten hænderne ud fra selve Christiania.

- De kastede ikke sten, men deres hensigter var tydelige, tilføjer han.

Ved dagens aktion var politiet ikke inde på Christianias område. Betjentene holdt sig ude på gaderne omkring 'Fristaden'.

- På et tidspunkt var der nogen inde i Pusher Street og advare om vores tilstedeværelse. Så kom de omtalte tre maskerede mænd ud.

- Vi anser dem for vagter med sten i hænderne. Det er noget, vi ser på med stor bekymring, siger Lars-O. Karlsen.

29 købere blev registreret og visiteret ved dagens aktion.

Her fik politiet i omegnen af 150 gram hash, 10 gram skunk samt nogle joints i forskellig størrelse.