Politiet gjorde spektakulært fund på færge

På færgen mellem Helsingør og Helsingborg fandt svensk politi 30 pakker hård narko gem i bildørene. Nu er en 48-årig mand tiltalt

Da et par toldere tjekkede en norsk indregistreret bil på færgen mellem Helsingør og Helsingborg 12. januar, gjorde de et spektakulært fund.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis på baggrund af oplysninger fra svenske Helsingborgs Dagblad.

Her fandt de fire hulrum i bildørene, hvor den mistænkte havde gemt 30 pakker med i alt 46,5 kilo amfetamin.

Og i denne uge skal en 48-årig mand fra Litauen i retten, hvor han er tiltalt for at smugle amfetamin og hash ind i Sverige.

Den mistænkte har forklaret, at han kørte fra Polen til Holland for at hente narkoen samt en større mængde hash, inden han kørte af sted mod Danmark og senere Sverige.

Samtidig har han forklaret, at han blev presset til at gøre det for at betale en gammel gæld.

Sagen forventes afgjort, inden ugen er omme.