Politiet gør sprængfarligt fund: Mand gemte 800 kilo fyrværkeri

En 39-årig mand er sigtet for at have bragt andres liv og førlighed i fare, efter at han har opbevaret mindst 800 kilo fyrværkeri uforsvarligt

Københavns Politi gjorde torsdag et usædvanligt fund på et lagerhotel i Valby, da de fandt og beslaglagde mindst 800 kilo fyrværkeri, der var opbevaret i et lejet rum under uforsvarlige forhold.

Det oplyser Københavns Politi i et tweet.

- Vi får oplysninger, der leder os på sporet af stedet, og her er der opbevaret fyrværkeri i et lejet rum på et lagerhotel. Her finder vi tre paller med konsumfyrværkeri, som er store batterier og den slags. Det er ikke opbevaret på en forsvarlig måde, hvorfor vi har beslaglagt fyrværkeriet, så det nu er væk fra gaden og bliver håndteret korrekt, fortæller chef for Den Operative Specialafdeling Lars-Ole Karlsen.

Konsumfyrværkeri er beregnet til anvendelse af forbrugere og er derfor ikke ulovligt i sig selv, men det kan alligevel være farligt, hvis det ikke opbevares under lovlige forhold.

Det tog ikke lang tid for politiet at finde frem til det lejede rums ejermand, som blev sigtet for at have bragt andres liv og førlighed i fare. Der er tale om en 39-årig privatperson, som har erkendt forholdet.

Politiet er nu ved at gennemgå fundet til bunds for at se, om der også er fyrværkeri imellem, som ikke må anvendes af privatpersoner.

- Vi er nu ved at undersøge, hvor meget fyrværkeri der præcist er, og om der også er tale om fyrværkeri, der kun må anvendes af fyrværkere. Der er mere end 800 kilo i alt, og umiddelbart er mere end 120 kilo af dem krudt, siger Lars-Ole Karlsen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere