Politiet griber ind: - Skruppelløst

Københavns Politi har anholdt og sigtet to virksomhedsejere for svindel med covid-19-hjælpepakkerne. Skruppelløst kalder de det

Skruppelløst.

Så klar i mælet er vicepolitiinspektør og leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi Peter Reisz i kølvandet på to anholdelser.

Torsdag er to personer anholdt og sigtet for at svindle med covid-19-hjælpepakkerne.

Helt konkret er der tale om en 30-årig mandlig caféejer, der er mistænkt for at have fået udbetalt 288.000 kroner ved at ansøge om lønkompensation for tre medarbejdere samt kompensation for faste omkostninger, selv om han havde offentliggjort, at forretningen lukkede, samt en 36-årig kvindelig virksomhedsejer mistænkt for at have fået udbetalt 267.000 kroner ved at have ansøgt om lønkompensation for fem medarbejdere, som ikke var hjemsendt.

- Det er skruppelløst at svindle med hjælpepakker skabt til nødlidende virksomheder. Det afspejler sig jo blandt andet i, at der er indført skærpede straffe for covid-19-relateret bedrageri.

- Derfor er vi skredet til anholdelser så hurtigt som muligt for at få sat en stopper for svindlen, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz.

Ekstra Bladet har talt med Peter Reisz, der ikke kan oplyse, hvilken café der er tale om.

- Jeg kan ikke sige ret meget. De to skal fremstilles i Dommervagten fredag, hvor vi vil begære lukkede døre, siger Peter Reisz til Ekstra Bladet.