Politiet har slået ring om dansk hotel: Samtlige gæster bliver tjekket

ASMLA's konference forløber indtil videre stille og roligt, oplyser politiet. Konferencen fortsætter søndag

Allerede fredag opsatte politiet kontrolposter ved Hotel Park Inn. Video: Kenneth Meyer

Den iranske gruppe ASMLA holder lørdag og søndag konference på Amager i København, og det betyder, at politiet hele weekenden vil være massivt til stede på og omkring hotellet.

Det oplyser vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard fra Københavns Politi, der fortæller, at situationen er under kontrol.

- Her lørdag eftermiddag er det forløbet helt planmæssigt og helt fredeligt, siger han.

ASMLA står for Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahvaz. Gruppen kæmper for, at et område i Iran bliver løsrevet og gjort selvstændigt.

Virakken om ASMLA skyldes, at iranske efterretningsfolk ifølge dansk politi planlagde et angreb på tre herboende medlemmer af gruppen.

Gruppen er årsagen til en diplomatisk krise mellem Danmark og Iran, fordi den hyldede et blodigt angreb på en militærparade i Iran for to måneder siden, hvor 25 mistede livet.

På grund af truslen har politiet opsat kontrolposter ved hotellet Park Inn by Radisson på Amager, hvor konferencen afholdes. Der ventes omkring 200 deltagere fra 20 forskellige lande.

- Samtlige gæster og vareleverancer bliver tjekket, og vi sikrer, at alle der er på hotellet, har en aftale, lyder det fra Jesper Bangsgaard.

Han ønsker ikke at være mere konkret, i forhold til hvordan politiet tjekker alt, der kommer ind.

- Vi vil helst ikke ind på, hvad vi gør, og hvordan vi gør det.

Politiet tager ingen chancer under ASMLA's konference på Park Inn by Radisson på Amager. Foto: Kenneth Meyer
Politiet tager ingen chancer under ASMLA's konference på Park Inn by Radisson på Amager. Foto: Kenneth Meyer
 

Politiet oplyser desuden aldrig, hvor mange betjente der er i spil under aktioner.

Formålet med konferencen er ifølge ASMLA's talsmand, Yaqoub al-Tostari, at udbrede kendskabet til "den terror, som det iranske styre udøver".

- Vi har sammen med andre minoriteter - både etniske og religiøse - været udsat for den statslige terror i Iran. Det er nu nået helt til Danmark, og det vil vi sætte fokus på, har Yaqoub al-Tostari tidligere forklaret.

Yaqoub al-Tostari er ikke ASMLA-talsmandens rigtige navn. Ritzau er bekendt med hans rigtige navn.

Yaqoub al-Tostari er i øjeblikket sigtet for at have hyldet terror af dansk politi.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere